Bliv udvekslingsstudent gennem Rotary

Køge Nord Rotary klub har igennem mange år sendt unge mellem 16-18 år på ungdomsudveksling over hele verden. Udvekslingsstudenten får gennem Rotary et års skolegang på gymnasieniveau i et af de lande, Danmark udveksler unge med.

Køge Nord Rotary Klub sender igen i sommeren 2020 en ung på udveksling i et helt skoleår, men allerede nu skal der indsendes en ansøgning til Rotary for at komme i betragtning til en såkaldt Long Term Exchange.

"Et år som udvekslingsstudent betyder, at du kommer til at opleve et oversøisk lands kultur og dagligdag, og du kommer selv til at virke som dansk ambassadør for goodwill og international forståelse. Hvert år udveksler Rotary Danmark ca. 200 unge danskere med et tilsvarende antal unge fra oversøiske lande.

Udvekslingsstudenterne får en enestående mulighed for at blive modnet og udvikle deres horisont ved at bo og leve sammen med mennesker af en helt anden kultur, religion og race, og kommer personligt til at klare sig i dagligdagen under helt nye vilkår. Til gengæld har man under opholdet i det fremmede en stærk organisation i ryggen, både i værtslandet og i Danmark, som kan hjælpe på alle mulige områder. Der skabes nye netværk, og mange Rotary udvekslingsstudenter får nye, ofte livslange venskaber med værtsfamilierne og andre unge," lyder beskrivelsen af muligheden.

Under opholdet følger man undervisningen i en skole på gymnasieniveau, og man bor hos flere forskellige værtsfamilier.

Kandidater skal være 16-18 år, når de rejser ud, og være dygtige og udadvendte i deres skoler og samfund. Interesserede kan sende en ansøgning på https://www.rotary.dk/yep/begynd-din-ansogning senest 1. september.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...