Tidligere FCM-angriber går målamok mod Real Madrid

Alexander Sørloth var helt ustyrlig, da Villarreal mødte Real Madrid søndag aften.

Alexander Sørloth var helt ustyrlig, da Villarreal mødte Real Madrid søndag aften.

Foto: Pablo Morano/Reuters

Den tidligere FC Midtjylland-angriber Alexander Sørloth var kampens helt store spiller, da hans klub, Villarreal, søndag aften spillede 4-4 mod Real Madrid i La Liga.

Den norske angriber scorede fire gange og strøg dermed alene i spidsen for La Ligas topscorerliste. Her er han nu noteret for 24 sæsontræffere.

Tre af søndagens mål scorede Sørloth inden for otte minutter, da han i starten af anden halvleg ændrede stillingen fra 1-4 til 4-4. I første halvleg havde han gjort det til 1-2.

Real Madrid, der møder Borussia Dortmund i Champions League-finalen 1. juni, sikrede sit mesterskab for længe siden, men det forhindrede ikke holdet i at køre i højt gear i første halvleg.

Den 19-årige tyrker Arda Güler fortsatte sin målstime for Real ved at score for tredje kamp i træk.

Denne gang blev det endda til to mål, da han nettede både til 1-0 og 4-1 i første halvleg.

De noget mere rutinerede kræfter Joselu og Lucas Vázquez tegnede sig for scoringerne til 2-0 og 3-1.

Stillingen var 4-4 efter 55 minutter, men de sidste godt 40 minutter forblev målløse.

Det var Reals første pointtab i ligaen i ti kampe.

FC Barcelona samler ikke på andenpladser i La Liga, men mere kunne det ikke blive til i denne sæson, hvor Real Madrid har været helt suveræn.

Et godt stykke ind i sæsonen var Girona holdet, der pressede Real Madrid mest i topstriden, men med tiden overtog Barcelona andenpladsen, og søndag aften blev den endeligt sikret i næstsidste spillerunde.

Det skete, da Barcelona på hjemmebane vandt med 3-0 over Rayo Vallecano.

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen startede på bænken, men kom ind fra anden halvlegs begyndelse.

Robert Lewandowski bragte Barcelona foran allerede i det tredje minut, og indskiftede Pedri scorede til både 2-0 og 3-0 med få minutters mellemrum i kampens sidste del.

Med en spillerunde tilbage har Real Madrid på førstepladsen 94 point. På andenpladsen har Barcelona 82 point. Med 78 point følger Girona, der søndag slog Valencia med 3-1 på udebane.

Atlético Madrid slutter på fjerdepladsen med 73 point. Alle fire klubber er klar til Champions League i næste sæson.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...