Ved at støtte for eksempel hjemløse, stofmisbrugere og personer med psykisk lidelse med op til 50.000 kroner er det lykkedes at hjælpe en stor del nærmere deres håb og drømme. Forsøgsprojektet er støttet af Social- Og Boligstyrelsen med 2.310.000 kroner og er forankret i Center for Særlig Social Indsats gennem CROS (Center for Rusmidler, Omsorg og Støtte).
Projektet går ud på, at man tager udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme og i samarbejde med støttepersoner definerer et langsigtet mål ved indsatsens start. I de efterfølgende måneder har borgerne arbejdet på at komme tættere på dette mål med hjælp fra støttepersonerne, og med mulighed for at bruge op til 50.000 kroner på at realisere deres mål, skriver Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.
Hovedparten af borgerne har brugt penge på at skabe sig et hjem. Der er tale om fornyelser såsom køb af seng, sofa, sofabord og gardiner. Det har været afgørende for borgerne i forhold til eksempelvis at kunne invitere gæster, familie, børn og venner.
Andre borgere har brugt penge på at betale gæld som eksempelvis kommunalt indskudslån, banklån eller gæld til advokat.
Foreløbig har 21 personer deltaget i projektet, og seks af dem er allerede nu i job eller uddannelse, mens mere end 50 procent oplever en forbedret livskvalitet.
Alle har drømme
Formanden for Social- og Beskæftigelsesudvalget Thomas Horn glæder sig over de foreløbige resultater:
”Alle mennesker har drømme og håb for fremtiden. De drømme er vigtige at holde fast i. Derfor synes jeg, det er fantastisk, at vi med projektet har givet drømmene tilbage til mennesker, der står i en svær situation. Med omsorg og kontant støtte er det lykkedes at gøre en fantastisk forskel for nogle af de mest udsatte borgere,” siger han.
Næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget og formand for Udsatterådet Knud Vinther Hansen siger:
- Der er ingen tvivl om, at der er mange forskellige veje til et godt liv, og det har projektet også allerede vist. Derfor er en af styrkerne også, at det er borgerens egne ønsker, der er drivkraften bag projektet. Det er jeg overbevist om er med til at gøre, at det er lykkedes at skabe så store forandringer hos en gruppe, som ellers normalt er svære at hjælp."
Forsøgsprojektet startede den 1. marts 2023 og løber frem til den 31. marts 2024.
Inspiration fra London
Projektet er designet efter inspiration fra bl.a. London, hvor en tilsvarende indsats har været målrettet borgere i hjemløshed - samt erfaringer fra bl.a. Århus, hvor målgruppen var jobparate kontanthjælpsmodtagere. Det er på nuværende tidspunkt lykkedes at iværksætte forløb med alle 21 borgere. Der er i gennemsnit brugt 36.000 kr. pr. borger
Den borger, der brugt flest penge i budgettet, har brugt 49.900 kr. og den borger, der indtil videre har brugt færrest, har brugt 7.000 kr. Seks borgere er kommet i uddannelse eller arbejde