Godsejer jubler: Får grøn pris

August Hage (th.) fra Oremandsgaard Gods med sin uundværlige medarbejder, Mogens Tvede.

August Hage (th.) fra Oremandsgaard Gods med sin uundværlige medarbejder, Mogens Tvede.

Til erhvervsprisfesten torsdag aften på Stars blev “Bæredygtighedsprisen” uddelt. Den gik til August Hage fra Oremandsgaard syd for Præstø.

- August Hage vinder Bæredygtighedsprisen, fordi han har formået at tilføre bæredygtige forretninger til sin virksomhedsportefølje, holdt fast i det økologiske landbrug på gården og samtidig haft overskud til at gennemføre et 90 hektar stort hydrologiprojekt på Gl. Oremandsgaard, hvor frøer og fugle i dag boltrer sig i tusindvis, lød det i begrundelsen fra Finn Pedersen, der er fililaldirektør i Lollands Bank.

- Godsejeren har desuden skabt et helt erhvervskollektiv på godset for små lokale erhvervsdrivende. August Hage balancerer mesterligt forretninger og ansvar for det omkringliggende samfund og miljø, lød det endvidere fra bankdirektøren.

Bæredygtighedsprisen hed tidligere “Den Grønne Pris”. De øvrige nominerede var Bryghuset Møn og North by Heart.

Stor aftale

Aftenens tredje pris var “Overraskelsesprisen”. Den går til en virksomhed, en person, et projekt eller lignende. Vinderen blev Eboating i Kalvehave, som blandt andet producerer elektrificerede ribgummibåde og ombygger eksisterende benzindrevne både til el.

Gert Larsen fra Eboating var ikke på Stars, fordi han holder ferie i Norge. Alligevel fik han disse ord med på vejen af Bart Gyldenløve Roetink, erhvervschef i Møns Bank:

- Eboating har formået at samle nogle af verdens bedste og mest effektive el-ribgummibåde. El-gummibådene skal sælges i hele Europa, og Eboating har nyligt indgået en aftale med en af verdens største producenter af gummibåde. Med sin ydmyge tilgang, store personlige engagement og kærlighed til sejlsporten har Gert Larsen skabt Eboating ud af nærmest ingenting og givet aktivitet og arbejdspladser i vores kommune.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...