Susanne Pedersen hjalp på venligste vis til, da brugsuddeler Filip Melchiorsen i Dagli'Brugsen på Vig Lyng onsdag formiddag pakkede 250 Tinka-kort op til butikkens nyindviede byttecentral for de populære kort fra TV 2's julekalender Tinka og Kongespillet. Det er kommet bag på brugsuddeleren, hvor populær hans ide om en byttecentral har været, og selv om andre Coop-forretninger har taget ideen op, er der stadig mange, som kommer til Vig Lyng med det primære formål at finde de kort, de mangler i deres samling.
- Jeg er altså lokal fra Nørre Asmindrup, siger farmor, Susanne Pedersen, lettere undskyldende.
Det er hendes yngste barnebarn, som samler på Tinka-kort, og farmor er helt godt inde i reglerne, og der bliver også kigget julekalender på tv hver aften.
- Mit barnebarn siger til mig, at jeg skal huske at handle i Brugsen, så jeg kan få Tinka-kort med hjem, siger Susanne Pedersen og åbner et par pakker mere.
Det giver et gib i hende, da brugsuddeler Filip Melchiorsen med et smil pludselig rækker et lille papkort med en rød nissehue hen mod hende.
- Tusind tak. Nu bliver der glæde derhjemme, siger Susanne Pedersen.
Hun gemmer det eftertragtede Tinka-kort dybt i håndtasken.
Det er ikke kun mødre og bedstemødre, som samler kort på børnenes vegne. Et hold håndværkere i området har også varslet et besøg i butikken en af dagene.
- Det er gået lidt amok med de kort, men jeg synes også, der er noget rigtig rart og hyggeligt ved, at børn mødes om at samle på noget fysisk. De deler og snakker, og det er jo også en del af julens budskab. Og så er der ingen mobiltelefoner involveret, understreger brugsuddeler Filip Melchiorsen