19-årige Oliver fremviser stolt sit »skud-sår«: Et tydeligt mærke, som dagen efter bliver til et noget større blåt mærke.
Det er det, der meget let kan ske, hvis man går i »krig« på paintball-banen i Slagelse.
- Jeg har prøvet det, der er værre, smiler han.
Oliver er søn af Michael Ceitti, som driver Slagelse Paintball, og det betyder, at både far og søn ofte er at finde på den godt 35.000 kvadratmeter store bane, som ligger i udkanten af Slagelse på Langøre 1, ikke så langt fra Trelleborg Golfbane.
Og mens golfkugler skam også kan slå hårdt, hvis de rammer en person i stedet for en green, så kan man bestemt mærke, hvis man bliver ramt af en paintball, som tager navn efter det farvestof, de er lavet af.
- Helt sikkert. Det gør naller. Men det er også det, som får adrenalinen op at køre, forklarer Michael.
De forskellige baner minder om en blanding af en gammel forladt by og en skydebane. Der er mange gemmesteder - gamle tønder og udtjente campingvogne - som kan give læ for et angreb fra flere sider. Men hvis man blot gemmer sig, vinder man ikke kampen. På et tidspunkt vil modstanderne se, hvor du gemmer dig, og så kommer farvekuglerne flyvende. Bliver du ramt, er du død og må træde ud af kampen, indtil sidste mand står tilbage.
Der er flere måder, man kan spille på, og reglerne bliver aftalt på forhånd. Der er minimum fire på hvert hold - og op til 40 spillere på én gang.
Noget, som ikke er til diskussion, er sikkerheden på banen. Alle skal bære en maske af hensyn til øjnene, og alle skal bære en kedeldragt.
- Alt udstyr udleveres - markør (gevær, red.), maske og kedeldragt. Du skal blot sørge for passende fodtøj - f. eks. gummisko - og godt humør. Så klarer vi resten, siger Michael.
Kunderne til paintball-banen kommer ofte fra en polterabend, et firmaarrangement - eller som i dag, personale fra Flådestation Korsør, der er ude i en teambuilding-øvelse.
Bo Overgaard, kommandørkaptajn på fregatten Iver Huitfeldt, forklarer:
- Det styrker sammenholdet og korpsånden blandt besætningen, og det er vigtigt, når vi er mange mand på en forholdsvis begrænset plads, siger han.
Næsten hele besætningen er med i dag - omkring 90 - og de skiftes til at gå på banen og holde en lille pause mellem »slagene«.
Deltagerne tilbragte to timer på paintball-banen i Slagelse, før turen gik hjem til Flådestationen og fregatten »Iver Huitfeldt«.