Med bannere og fakler forsøgte omkring 100 borgere i Dronningmølle i sidste uge at råbe politikerne op før og under byrådsmødet - men forgæves:
Beslutningen om at tillade den omstridte mobilmast ved stationspladsen i Dronningmølle var nemlig allerede endeligt truffet af udvalget Udvikling, By og Land. Og trods de højlydte protester fra borgerne var der ikke umiddelbart politisk stemning for, at sagen skal behandles igen.
En række borgere rejste sig ellers på skift i spørgetiden for at appellere om en fornyet behandling af sagen, inden borgmester Anders Gerner Frost bremsede spørgelysten og konkluderede, at sagen allerede ér afgjort:
"Som byråd har vi den opgave at sikre en infrastruktur. En af disse ting er netop at gøre det muligt at sætte master op. Mange vil have bedre mobildækning, men ingen vil have masterne," sagde borgmesteren.
Siden udvalget Udvikling, By og Land sidst i november - af to mulige placeringer - pegede på placeringen ved stationspladsen som den bedste, er alt nu klar til, at TDC kan begynde at rejse den 42 meter høje mobilmast, som skal forbedre mobildækningen i området.
Politikernes beslutning tøver mastegruppens talsmand, Jan-Helge Larsen, ikke med at kalde 'idiotisk':
"Masten vil jo skæmme hele bymidten, hvis den skal stå ved stationspladsen. Det er så indlysende idiotisk at sætte masten op på den eneste plads i byen, hvor man kan samles og have det hyggeligt. Det kan de ikke være bekendt. Især når vi har peget på en bedre placering på Lauritzen-grunden på Hulerødvej," siger Jan-Helge Larsen.
Han mener, at politikerne og administrationen ikke for alvor har ønsket at lytte til borgerne:
"Fra administrationens side har man lagt sig fast på, at det var det nemmeste at placere masten der. Der er jo ikke rykket et komma på den indstilling, som administrationen har lavet. Jeg tror, at hverken administrationen eller politikerne gider mere: 'Vi gider ikke mere, og så beslutter vi bare. Så må vi tage det skrald fra borgerne'. I stedet for at lytte til os, som siger, at der er andre løsninger, der er bedre," siger mastegruppens talsmand.
"De lytter mere til TDC end til os. Men det er ikke acceptabelt, at man prioriterer kapitalinteresser over borgernes interesser. Det er jo ikke samskabelse," siger Jan-Helge Larsen.
Samskabelse betyder jo ikke, at man altid får sin vilje?
"Vi har ikke kunnet komme igennem med vores synspunkter, og de har ikke bevæget sig en disse. Det er jo en arrogant holdning til byens borgere, at man bare siger: Nu må det være nok."
Men har I bevæget jer?
"Ja, vi har for eksempel spurgt: Kunne der ikke være to master? Det er jo ikke utænkeligt. TDC har ikke ført bevis for, at der er behov for den mast. Ingen uvildige har været inde over og se på: Er det her rimeligt," siger Jan-Helge Larsen.
Formanden for udvalget Udvikling, By og Land, Pernille Søndergaard (Nyt Gribskov), mener, at politikerne i høj grad har lyttet til borgerne, og at sagen er blevet behandlet grundigt:
"Vi skal jo varetage almenvellet, og vi skal understøtte, at der er mobildækning også i Dronningmølle. Og vi må bare sige, at der er en del fredningsbestemmelser, som gør, at vi endte med, at der kun var to mulige placeringer: Ved Elme Allé og stationspladsen. Og der har vi så peget på stationspladsen som den bedste," siger Pernille Søndergaard.
Borgerne siger, at I ikke gider høre på dem - og at både politikere og administration er 'arrogante'?
"Vi har haft en proces gennem to år, hvor vi i høj grad har forsøgt inddragelse. Der har været mere end 40 korrespondancer og en række borgermøder. Sagen har været tilbage hos administrationen to gange, netop fordi vi ønskede at lytte til borgerne. Det er en planproces, som der har været rigtig meget dialog i. Jeg anerkender frustrationerne hos borgerne, men det er jo svært at samskabe i en sag, hvor blandt andet planloven kommer ind over," siger Pernille Søndergaard.