OPDATERET 19. DECEMBER KL. 8.20
Hørsholm Kommune genindfører tilskud til forældre, der ønsker at passe deres børn derhjemme. Tilskuddet, der blev afskaffet i forbindelse med budgetforhandlingerne 2017-2020, vender tilbage som en forsøgsordning fra nytår og i 2020 og 2021. Tilskuddet er en del af budgetaftalen 2020-2023.
Det betyder, at forældre kan få tilskud på 7.374 kr. om måneden i den periode, de selv ønsker at passe barnet.
Modellen er begrænset til børn fra 10 måneder til to år og 11 måneder. Det er typisk den alder børn har, når de begynder i et af kommunens dagtilbud.
For at komme i betragtning til tilskuddet, skal man binde sig for et halvt til et helt år. Et af formålene med ordningen er nemlig at aflaste det pres, der er på byens daginstitutioner, fortæller kommunalbestyrelsesmedlem Mai Allin Thortup (K), der længe har ønsket at genindføre ordningen.
"Det skal give mere fleksibilitet på området, hvor der er behov for 150 pladser i løbet af de næste tre år," forklarer Mai Allin Thorup.
Kommunalbestyrelsen konfirmerede ordningen enstemmigt på mandagens møde. Den fik dog også nogle formanende ord med på vejen.
"Jeg er enig i, at det øger fleksibiliteten, men jeg synes ikke, at når man føder et barn, så føder man også en kommunal opgave," sagde løsgænger Annette Wiencken. Hun er også bekymret for indvandrerbørns og -kvinders integration.
"Vi vil jo gerne have, at børn taler dansk, når de er i pasning, og vi vil jo også gerne have, at indvandrerkvinder kommer ud og deres børn i institutioner," lød hendes betænkeligheder. Den anden løsgænger, Thorkild Gruelund, var enig.
"Det skal være klart og tydeligt, at det er en forsøgsordning. Jeg ser nødigt en mor med fem børn, der ikke taler dansk," sagde Gruelund.
Mail Allin Thorup mente ikke, at der i den tidligere ordning har været problemer med indvandrerbørn. Til gengæld mener hun, at der kan være et forebyggelseselement i den nye ordning.
"Vi har kunnet se, at det ofte er forældre med nogle særlige problemstillinger og som har brug for ro, der søger. Det kan betyde, at der blive færre støtteindsatser i den anden ende," mener Mai Allin Thorup.
Tilskuddet på 7.374 kr. pr. måned er et "bedste gæt" og er beregnet på, at der i gennemsnit gives otte tilskud pr. måned pr. år. Tilskuddet ligger på linje med hvad en privat dagpleje koster.
Opdateringen er en præcisering af det beløb, der gives i tilskud. Det er 7.374 kr. i stedet for, som fejlagtigt oplyst, 5208 kr.
Den tidligere ordning