Peter takker Slagelse med gratis buffet

- Vi er meget taknemlige for den støtte, vi har fået fra folk i Slagelse gennem årene. Derfor vil vi gerne give noget tilbage ved at byde alle på gratis buffet.

Det siger Peter Chou Lin, der sammen med sin søster Li Lin ejer restaurant Siang Jiang i Rosengården.

Her bliver der trængsel på mandag 22. juli, for de to ejere byder nemlig på gratis buffet (dog skal drikkevarer betales) til alle mellem klokken 17 og 20.30.

Anledningen er, at det i år er 30 år siden de startede restaurantdrift i Slagelse.

For at så mange som muligt skal kunne være med, er det kun muligt at have bord i en time, og bordbestilling vil ikke være muligt.

Peter Chou Lin er 58 år og kom for 35 år siden til Danmark, hvor han i første omgang arbejdede som chauffør i familiens supermarkedskæde i København.

Men på et tidspunkt fik han øje på et lukket steakhouse, i dag Det Mexicanske Bøfhus, der var billigt til salg på Gammel Torv i Slagelse. Det købte han sammen med søsteren, der hidtil havde boet i Sverige, og åbnede restaurant med 45 siddepladser.

Siden flyttede restauranten til Fisketorvet 3, hvor restaurant Helene tidligere lå, og herefter ned i stueplan i Fisketorvet nr. 2, hvor Carsten P. tidligere lå.

For tre år siden gik turen så til Rosengården, hvor den tidligere Netto-butik blev omdannet til den nuværende store restaurant med 230 siddepladser.

- Det er faktisk for lidt i weekenderne, siger Peter Chou Lin, der i snart 25 år har været gift med Anita, der trods navnet også er fra Kina. Hun arbejder også med i restauranten.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...