- Vi har ventet otte måneder og 17 dage på i dag, lyder det glad fra Ulrich Grau, mens han pakker de første flyttekasser ud i sit nye hjem i Lærkebo i Frederikssund.
- Men hvem tæller også dage, fortsætter hans kone, Helle og griner.
Mandag, tirsdag og onsdag har de 30 nye beboere i de ældrevenlige lejligheder på Lærkevej mulighed for at hente deres nøgler til de nyopførte to- og treværelseslejligheder i de to fem-etages bygninger. Mens nogen blot henter nøgler og venter med at flytte til efter jul, har andre, heriblandt Ulrich og Helle, valgt at flytte ind med det samme.
Parret er dog langt fra de eneste, der har glædet sig så meget, at de ikke kan vente med at flytte ind. Tirsdag formiddag er den lille parkeringsplads ude foran lejlighederne fyldt med flyttebiler og trailere. På trapperne går både flyttemænd og nye beboere op og ned og slæber på møbler, kasser og andet.
Kai Edelved, partner i SP Development, der står bag byggeriet, fortæller, at man havde forventet det store flyttelæs, hvorfor man bevist ikke har lavet opgangen helt færdig.
- Så behøver de ikke tænke på, om de laver mærker og andet her. Det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er jo, at lejlighederne står helt klar nu, og så om under 14 dage burde opgangen og alt det udvendige være helt færdigt, siger han og uddyber, at han selv er godt tilfreds med det færdige resultat.
Mens musikken fra håndværkernes radio spiller i baggrunden, går snakken livligt i opgangene, hvor flere naboer får hilst på hinanden.
- Jeg har hørt, vi er 11, der flytter ind i dag. Jeg synes nu, det er meget hyggeligt, men det er også lidt et problem, at vi ikke kan komme ud med vores trailer og køre efter det næste læs, siger Ulrich, mens han viser, at parrets bil er parkeret således, at den er spærret helt inde af store flyttebiler.
- Men det går jo nok, så kan vi få det vigtigste op: Julepynten, tilføjer Helle, mens hun roder efter det traditionelle pynt i en af de mange kasser i lejligheden.
- Vi har planlagt at holde jul her med familien, så vi har en deadline på om en uge. Det skal vi nok nå. I dag er målet bare at kunne sove her, fortsætter hun.