Af Morten Bangsgaard, stud.theol og medlem af Tænketanken Prospekt
Var det den kærlighedsgerning eller et manddrab, da Ebbe Preisler slog sin hustru gennem mere end halvtreds år ihjel mellem jul og nytår? Juridisk kender vi ikke rettens afgørelse, men anklager mener, at der er tale om manddrab. Sikkert er, at Preisler-sagen har fået diskussion om aktiv dødshjælp til endnu engang at blusse op. Endnu engang rejses der etiske spørgsmål og dilemmaer på baggrund af en enkeltsag. Uanset sagens juridiske udfald, er der noget vi kan lære af sagen om Preisler-ægteparret.
Ebbe Preisler skrev sammen med sin nu afdøde hustru, Marianne, en kronik i Politiken den 23. september sidste år. Allerede dengang blev den omtalt, men navnet blev for alvor først landskendt, da det kom frem mellem jul og nytår, at Ebbe Preisler 2. juledag havde givet sin hustru dødbringende medicin på det plejehjem, hvor hun havde boet i sin sidste tid, og efterfølgende forsøgt at begå selvmord i parrets eget hjem på Frederiksberg. Lige forinden havde han dog sendt en række afskedsmail til familie og venner. Selvom det var først på natten, læste parrets datter afskedsmailen, da den tikkende ind i hendes indbakke. Hun reagerede resolut og handlede med det samme. Hendes far blev fundet dødende, men ikke død. Han fik modgift og vågnede et døgns tid senere på hospitalet.
Sygdom til døden
I kronikken fra efteråret skriver Ebbe Preisler, for det er ham, der har skrevet den, uagtet at også hustruens navn i form af et ”M” for Marianne indgår, om tilgangen til døden. En tilgang, der ikke kun handler om en sygdom til døden, men om en mere eksistentiel tilgang, skriver ægteparret. Det er for forståeligt og menneskeligt. Med ”sygdommen til døden” spilles der på Søren Kierkegaards store psykologiske værk af samme navn fra 1849. For Kierkegaard er sygdommen til døden ikke en fysisk sygdom, men fortvivlelse. Hans formel for al fortvivlelse, et menneskeligt eksistensvilkår, er fortvivlet at ville af med sig selv. Den tanke virker nær, når Preisler i kronikken skriver om ”livslede og regulær foragt for menneskeheden og dens gerninger”.
Det er både stærke, anklagende og tankevækkende ord og beskyldninger. Kronikkens omdrejningspunkt er da i høj grad også en beskrivelse af menneskers overforbrug og overgreb på den fælles klode med de kendte klimaudfordringer til følge. På mange måder minder sammenkædningen af klodens tilstand og Preislers ditto om en tilsvarende fortvivlet svensk teenager, Greta Thunberg. Begge vil de væk fra den verden, de lever i, men er en del af. Men hos dem begge spores netop den fortvivlelse, som Kierkegaard beskriver som, at ”ville af med sig selv” eller væk fra sig selv: ”Jeg mangler livslyst”, står der i kronikken.
En kærlighedsgerning
Kronikken vidner også om et langt, lykkeligt og meget kærligt ægteskab mellem mand og hustru. Mangeårig sygdom er blevet taget med oprejst pande, og parret har indrettet sig med de vilkår, de er blevet givet. Hun har levet med sin sygdom og ar fået det bedste ud af livet, og sammen med sin mand har de evnet at skabe en indholdsrig hverdag og en livsglæde med alt det, de var fælles om.
Det er smukt at læse. Livsglæden forvandler sig til sidst til livsleden, fordi hustruens sygdom forværres, og det liv, de havde sammen, ikke længere kan leves. Det bliver udgangspunktet for at afslutte livet sammen. Sidde i hver sin stol og drikke en dødelig drik af det samme glas vand. I den form kan døden fremstå i en næsten indbydende form.
Men for det første kan vi ikke få døden på recept. Preisler foreslår, at der opsættes automater med dødelige piller, som man så kan hente, hvis livet en dag - eller én dag - ikke er værd at leve. Men for det andet er et fortvivlet menneske også et omskifteligt menneske, og et omskifteligt menneske kan have et mindre radikalt syn på livet i morgen. Fordi et menneske kan skifte mening. Faktisk præcist det der skete for Preisler selv, da han efter sin varetægtsfængsling netop nåede til sin hustrus bisættelse. Her sagde han efterfølgende til pressen: ”Jeg vil leve videre”. Stilfærdigt kan vi så tænkte, at så var det jo godt, at han ikke var død.
Må vi slå hinanden ihjel
På den ene side rummer det ældre ægtepars historie en smuk og livsbekræftende fortælling om et livet liv. Et liv med et kærligt ægteskab, hvor det er så svært at give slip på hinanden. På den anden side viser den menneskelivets vilkår, som kan vi ikke kan vælge fra, men som kan være grænsende til det umuligt at leve med. Tilbage står principielle spørgsmål. Juridisk får vi på et tidspunkt svar på, hvorvidt der er tale om et manddrab, som anklageren argumenterer for, eller om der tale om et medlidenhedsdrab, hvor en ægtefælle afslutter sin hustrus liv i kærlighed, og hvor straframmen er betydeligt mindre end et manddrab.
Uanset rettens afgørelse har sagen, når man tænker på den store offentlige debat, givet anledning til at stille det vigtige spørgsmål: Skal vi kunne slå hinanden ihjel? Skal det i Danmark under særlige omstændigheder være straffrit at slå et andet menneske? Etisk vil det åbne for en glidebane, som vi har set i en række af de få lande, der har indført aktiv dødshjælp. Hvor det ikke i virkelighedens verden er lykkedes noget sted at afgrænse anvendelsen af aktiv dødshjælp. Tallene taler entydigt deres klare sprog. Det går galt, når først vi begynder straffrit at kunne slå hinanden ihjel.