Byggemarkedskæden Harald Nyborg åbner i Helsinge.
Butikken kommer til at ligge i butikscentret MidtNord i Tofte - altså der, hvor blandt andet Jysk, Jem & Fix og T-Hansen i forvejen ligger.
Åbningsdatoen er ikke fastlagt endnu, men det bliver formentlig i april 2020. Butikken bliver på 2.600 kvadratmeter.
De nærmeste butikker ligger i Hillerød og Helsingør, oplyser direktør Arne Gerlyng-Hansen:
"Vi glæder os til at komme til Helsinge, som vi anser for en god handelsby. Med åbningen i Helsinge håber vi at kunne være med til at trække endnu flere kunder til byen," siger administrerende direktør Arne Gerlyng-Hansen, Harald Nyborg.
Butiksområdet i Tofte er delvist ejet af Frederiksborggruppen, hvor administrerende direktør Jesper Steen Lorentzen glæder sig over den nye butik:
"Vi glæder os til som udlejere at skulle tage os godt af Harald Nyborg og har i den samlede ejendom på ca. 15.500 kvadratmeter nu kun to ledige butikslokaler tilbage på hver især ca. 600-1000 kvadratmeter," siger Jesper Steen Lorentzen.
Han forventer endnu mere udvikling i området i de kommende år:
"Helsinges positive udvikling med boligudbygning både i det helt nærliggende område ved den gamle Tofte Skole, og også det store boligudviklingsområde Troldebakkerne, gør, at vi tror på, at den byggetilladelse vi har til opførelse af en dagligvarebutik vil blive udnyttet af en dagligvarekæde inden for de nærmeste år, og dermed skabe endnu mere aktivitet i området og til gavn for hele Helsinge."
På borgmesterkontoret i Helsinge er der også glæde:
"Det er en fantastisk nyhed for Helsinge og for hele Gribskov Kommune. Det er dejligt for udviklingen i kommunen, at investorer har lyst til at satse i forhold til erhverv og byudvikling. Jeg er sikker på, at det er godt for hele området, og det understøtter en strategi for flere handlende i Helsinge," siger borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov).