800-året for Dannebrogs fald fra himlen danner udgangspunktet for årets middelalderfestival i Kalundborg, der finder sted i weekenden den 31. august til 1. september.
Der er ikke mange, der ved det, men Dannebrog og Kalundborgs historie er faktisk tæt forbundne. I 1200-tallet fungerede Kalundborg Slot som Danmarks skatkammer og rigsarkiv, og derfor var det naturligt, at da Valdemar Sejr vendte hjem efter slaget ved Lyndanisse i Estland med Dannebrog som krigsbytte, så blev fanen opbevaret i Kalundborg.
Derfor har årets middelalderfestival i Kalundborg da også fået Dannebrogs fald fra himlen som tema, og middelalderfestivalen åbnes med et optog fra ruinerne af Kalundborg Slot.
- Kalundborgs mest kendte ruin er Vestborgen, men Kalundborg Slot lå faktisk på den anden side af Højbyen. Den er knapt så velbevaret, men de sidste år er der blevet arbejdet ihærdigt på at istandsætte ruinerne af Folen, der var det store tårn i Kalundborg Slot. Vi samarbejder med Danmarks-samfundet om et optog fra Folen som åbning af festivalen og markering af de mange år hvor Kalundborg Slot var Dannebrogs hjemsted, fortæller Anette Månsson, der er en af tovholderne fra Museum Vestsjælland på middelalderfestivalen.
Højbyen i Kalundborg er en af Danmarks bedst bevarede middelalderbyer med flere huse helt tilbage fra 1400 og 1500-tallet. Samtidig har byen Vor Frue Kirke, der er endnu ældre og opført i begyndelsen af 1200-tallet og en spændende middelalderhistorie, der begynder med byens grundlægger Esbern Snare som var aktiv korsfarer og bror til Absalon.
Derfor er det naturligt med en middelalderfestival i Kalundborg, og de senere år er der blevet holdt flere arrangementer, senest i 2017 hvor Kalundborg dannede rammen om en korstogsfestival.
- Vi har taget flere tilløb til en rigtig middelalderfestival i Kalundborg, men er endnu ikke nået helt op på det niveau, som vi drømmer om. I år har vi dog fået betragtelig støtte fra Kalundborg Kommune, der har givet os bedre muligheder for at realisere nogle af vores ideer, siger Anette Månsson.
Festivalen vil være centreret i området mellem Vor Frue Kirke og ruinerne af Vestborgen. Her vil der blandt andet være markedsplads med handlende, håndværkere og gøglere.
Der vil i løbet af festivalen også blive opført flere små genskabelser af historiske begivenheder, såsom da Valdemar Sejr vender hjem til Danmark med Dannebrog.
- Noget af det særlige ved festivalen er, at de skuespillere og frivillige, som klæder sig ud som Valdemar Sejr, Esbern Snare og andre fra historien, er i karakter hele tiden og ikke kun, når de er på. Gæsterne risikerer således at møde Valdemar Sejr eller andre historiske skikkelser på festivalen, fortæller Anette Månsson.
Gæsterne kan også skabe deres egen middelalderperson til festivalen. I Kalundborg Museums gårdhave vil der være en workshop, hvor man kan lære middelaldergloser, få hjælp til at finde på et navn og en yndlingshelgen og lave sig en middelalderhovedbeklædning.
Derudover planlægger Museum Vestsjælland flere aktiviteter i ugen op til festivalen. Blandt andet vil der blive vist Robin Hood på storskærm i Havneparken, og så er der planer om Museum Vestsjælland en stor børneaktivitet.
- 500 skoleelever skal deltage i et middelalderrollespil fra tirsdag til fredag. Her vil de lære en masse om middelalderen, og håbet er, at det vil give dem lyst til at tage deres familier med til festivalen, siger Anette Månsson.
Og hvordan gik det så med Dannebrogs ophold i Kalundborg? I mere end 200 år var fanen fosvarligt låst inde på Kalundborg Slot, men til sidst gik det galt.
- Da Erik af Pommeren blev forstødt fra sin trone, blev han erklæret fredløs og fik 24 timer til at forlade landet. Han blev rasende og tog til Kalundborg Slot, hvorfra han stjalt Dannebrog. Derefter flygtede han til udlandet, hvor han i resten af sit liv ernærede sig som sørøver, fortæller Anette Månsson.