Fysiurgisk massør Bo Schramm har netop holdt et års jubilæum i sin klinik BS Massage på Vindingevej.
- Det har været et fantastisk år med en fantastisk start. Jeg har ikke haft pauser overhovedet, siger han og viser den fyldte kalender frem.
Hele 1.450 behandlinger har han allerede været igennem på det første år, som blev fejret med champagne og chokolade til kunderne, der dukkede op på klinikken på fødselsdagen 6. november.
Det er et hårdt job at massere så mange, fortæller den tidligere bager og betjent på Christiansborg. Men han trives med at være selvkørende, selvom han er nødt til at gøre plads til ferie langt ud i fremtiden, fordi kalenderen hele tiden er fuld.
Varme og afslapning
I vintertiden er hotstone-massage populær, fordi de varme sten, varmer kroppen op og får muskel- og nervevæv til at slappe af, fortæller han.
Faktisk er de varme sten så populære, at han er begyndt at indlede de fleste massager med dem, fordi de får folk til at slappe af.
Han har mange forskellige kunder, der foretrækker vidt forskellige former for massage.
Rygtet om ham har spredt sig til flere gravide, der kommer til ham, blandt andet fordi han har en briks med plads til den voksende mave.
De kommer med typiske graviditetsgener som problemer med bækkenet og hævede arme og ben, fortæller Bo Schramm.
Aromaterapi
Så snart man træder ind i klinikken, bliver man omfavnet af en behagelig duft fra duftolier.
Det vil han snart til at gøre mere ud af, da han i det nye år starter på at give aromaterapi.
- Dufte påvirker os alle, kan sætte minder i gang, endda indvirke på vores humør og helbred.
- Når man vælger en aromaterapibehandling, får man lov til at vælge en duft, som påvirker sindet og humøret. Duften spreder sig i lokalet, mens massagen foregår med beroligende og afspændende olieblandinger.
Massagen er en blanding af dybdegående massage og varme sten, som masseres rundt på kroppen, så de æteriske olieblandinger kommer til sin ret.
Læs mere om de forskellige behandlinger på bsmassage.dk
BS Massage
Vindingevej 34 C
tlf.: 31327630
bsmassage.dk
