Thomas Gosch fylder 50 år

Mediechef Thomas Gosch fylder tirsdag den 30. januar 50 år. Foto: Allan Rasmussen.

Mediechef Thomas Gosch fylder tirsdag den 30. januar 50 år. Foto: Allan Rasmussen.

Tingene har ændret sig meget i de år, mediechef Thomas Gosch har været i Sjællandske Medier. For eksempel har man i dag mange flere platforme at markedsføre sig på. Og det kræver et godt kendskab til hver enkelt kunde.

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Thomas Gosch skulle blive mediekonsulent og hurtigt avancere til at blive mediechef. Han havde netop solgt Sportmaster i Kalundborg, en butik han havde ejet fra 2000 til 2006, men hjalp en kollega i Asnæscentret. Her fik daværende salgschef i Nordvestsjælland, Peter Madsen, øje på den unge mand og kunne se både energi og potentiale.

- Det var slet ikke min plan, men jeg havde solgt Sportmaster, fordi jeg ville have nogle mere humane arbejdstider, hvor jeg også kunne få tid til at være sammen med min søn Viktor. Og så synes jeg jo, det er sjovt at sælge. Eller rettere sagt, jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre, fortæller Thomas Gosch.

Han er i dag mediechef for Nordvestsjælland og deler sin arbejdstid mellem Odsherred, Holbæk og Kalundborg.

Kæmpe udvikling

I de første år, Thomas Gosch var mediechef, solgte man kun ind til ét produkt: avisen. Der var ikke andre platforme. Det har ændret sig totalt.

- I dag har vi flere kanaler. Nettet, radio, sociale medier, og vi har stadig avisen, men i dag bruger vi meget mere tid på at rådgive vores kunder i, hvordan de markedsfører sig bedst og hvordan de får mest ud af deres markedsføringspenge, så de får den bedste eksponering, forklarer Thomas Gosch.

Thomas Gosch har ni mediekonsulenter under sig, og i teamet taler man meget om kunderelationer og hvad den enkelte får mest ud af. I branchen er man oppe imod mastodonter som facebook og Google, hvor man også kan hjælpe med annoncering og profilering.

- Der er stor forskel på kunderne, Nogle er meget gode til SoMe, andre ikke, så vi anbefaler, at de gør det, de er bedst til, så sørge vi for resten, griner Thomas Gosch.

Sjællandske Medier har netop lanceret nyt ugeavisdesign og det hilser Thomas Gosch velkommen.

- Vi er en stor virksomhed med mange produkter. Det nye design, den blå streg, viser, at vi hænger sammen, både på print og på nettet, Sjællandske Nyheder. Det giver mening, siger Thomas Gosch.

Et socialt menneske

Alle, - og det er mange, der har været i berøring med Thomas Gosch, har oplevet hans engagement og store hjælpsomhed. Kolleger, kunder, men også alle de mennesker, Thomas Gosch er i berøring med, når han ikke er på arbejde.

Han er aktiv i foreningsarbejde i Kalundborg, har spillet en del fodbold og været med i styregruppen i Kalundborg Rocker, Erhvervsklub Kalundborg, Lys på Kalundborg og så er han aldrig ked af at give en hånd med.

- Jeg er et meget socialt menneske og kan godt lide, når noget lykkedes. Når man har lagt en masse arbejde og kræfter i et projekt, så er det da fedt, når det bliver en succes. Sådan har jeg det både privat og professionelt, siger Thomas Gosch.

Thomas Gosch bor i Kalundborg og har to børn, Viktor på 22 og Alba på 9 år.

- Der er stor forskel på kunderne, Nogle er meget gode til SoMe, andre ikke, så vi anbefaler, at de gør det, de er bedst til, så sørge vi for resten

Thomas Gosch, mediechef

Thomas Gosch er født 30. januar 1974

1980-1990 Ulshøjskolen

1990- 1993 Kalundborg Handelsskolen

1994 Livgarden et år

1994-1997 Munchen med salg og levering af massive, danske træmøbler.

1998-1999 Sportmaster i Ballerup, akademiøkonomuddannelse på Niels Brock

2000-2006 Indehaver af Sportmaster i Kalundborg

2006 Salgskonsulent i Jyderup.

2007 Mediechef i Kalundborg

2022 Mediechef for Nordvestsjælland, Odsherred, Holbæk og Kalundborg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...