Kommunens hjemmepleje har i knap to år arbejdet intensivt på at indføre selvstyrende og tværfaglige teams. Nu viser den afsluttende evaluering, at en lang række af de ønskede resultater er opnået.
Det fortæller Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse, og nyheden kommer i forlængelse af regeringens store ældreudspil, hvor netop de tanker indgår som et vigtigt element.
- Det glæder mig inderligt, at vores store satsning er lykkedes så fint. Vi har alle en interesse i, at hjemmeplejen er et godt sted at arbejde, så borgerne modtager kompetent og værdig hjælp af dygtige og motiverede medarbejdere, udtaler Louise Mehnke (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget.
På et udvalgsmøde den 30. januar fik medarbejdere og ledere stor ros for deres arbejde, og politikerne ser frem til at følge udviklingen af de selvstyrende teams.
- Med dette projekt har vi ønsket at skabe en ny hjemmepleje, hvor medarbejderne har mest mulig frihed til at tilrettelægge deres arbejde og samarbejde på tværs af deres fag. Og vi er kommet rigtig langt på knap to år, fastslår udvalgsformanden og fortsætter:
- Slutevalueringen viser blandt andet, at sygefraværet er faldet med cirka 20 procent ligesom antallet af opsigelser. Derudover oplever cirka 80 procent af medarbejderne, at de er stolte af deres arbejdsplads og vil anbefale den til andre. Det er alt sammen super vigtige resultater i en situation, hvor der er intens kamp om dygtige medarbejdere blandt landets kommuner.
En anden del af de positive resultater handler om, at langt størstedelen af de borgere, der får hjemmehjælp, er tilfredse og kender de medarbejdere, der kommer i deres hjem.
Godt på vej mod målet
Indsatsen er skabt for to år siden med støtte fra puljemidler på 7,8 millioner kroner fra Socialstyrelsen. De penge udløb ved nytår, men Social- og Sundhedsudvalget har tidligere besluttet, at fortsætte indsatsen med at udvikle hjemmeplejen de kommende år.
- Selvom vi er kommet imponerende langt allerede, er vi ikke i mål endnu. Vi har derfor prioriteret at arbejdet med at ændre hjemmeplejen skal fortsætte, da det er en meget stor og krævende omstilling, som oven i købet skal ske samtidig med, at hjemmeplejen skal køre døgnet rundt, året rundt, forklarer Louise Mehnke (S).
Hjemmeplejen i Fredensborg Kommune har cirka 220 medarbejdere i alt fordelt på kommunens fire byer. Projektet omfatter ikke de private leverandører af hjemmehjælp.
Sammenlignet med de andre kommuner, som har fået puljemidler til at indføre selvstyrende teams i hjemmeplejen, adskiller Fredensborg Kommunes projekt sig ved, at det er hele hjemmeplejen, som er i forandring på én gang. I de øvrige kommuner har man typisk iværksat pilotprojekter i mindre enheder.