Flere ansatte på Arresøparken

19 ud af 21 byrådsmedlemmer støttede på torsdagens møde op om at afsætte 1,1 mio. kr. til akut styrkelse af personalet på Frederiksværk Plejecenter Arresøparken. Dansk Folkeparti stemte imod, hvilket vakte undren hos flere socialdemokrater samt udvalgsformand Thue Lundgaard (EL), der forgæves forsøgte at få de to fra DF til at stemme for.

Pengene går til - som det blev sagt - ansættelse af relevant personale på Arresøparken, som gennem længere tid har oplevet et stort sygefravær og haft problemer med at finde nye sosu-assistenter. Derfor er det besluttet at man i stedet vil ansætte sygeplejersker her og nu, da de modsat sosu-assistenter er til at skaffe.

Det var dette, som Gitte Hemmingsen (DF) var modstander af efter at Ældrerådet i et høringssvar har anfægtet den løsning. Gitte Hemmingsen læste et længere indlæg op, der sluttede med at hun meddelte, at Dansk Folkeparti ville stemme imod. Det skete i øvrigt efter at Gitte Hemmingsen havde været fraværende uden afbud til mødet i Udvalget for Ældre og Handicappede, hvor sagen blev fremlagt for politikerne og drøftet igennem.

Socialdemokraterne Torben Hedelund og Tommy Frøslev forstod ikke hvorfor Dansk Folkeparti valgte at stemme imod, men fik ikke svar på deres spørgsmål.

Også borgmester Steffen Jensen redegjorde for, at jobsituationen var sådan at det ikke var til at få sosu-assistenter, hvorfor man opkvalificerede ved at ansætte sygeplejersker.

- Vi er nødt til at tage medarbejdere ind. At stemme imod løser ingenting, sagde Steffen Jensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...