Historisk transfer i FC Nordsjælland

Der bliver lagt et nyt niveau på transferaktiviteterne i FC Nordsjælland.

Der bliver lagt et nyt niveau på transferaktiviteterne i FC Nordsjælland.

Mohammed Kudus, Kamaldeen Sulemana og nok også Ibrahim Osman lige om lidt. Listen med stortalenter fra Right to Dream-akademiet, som er kommet til FC Nordsjælland og siden solgt for millioner er alenlang efterhånden.

Nu får den et nyt kapitel, da FC Nordsjælland for første gang har solgt en kvindeliga akademispiller fra Right to Dream.

Det drejer sig om den 20-årige Princess Marfo, der nu drager til USA for at spille for Bay FC efter to år i det nordsjællandske. Hun var også den første kvindelige spiller, der tog fra akademiet i Ghana og blev professionel fodboldspiller i FC Nordsjælland.

- Det er en historisk transfer for Princess, men i særdeleshed også for FC Nordsjælland og Right to Dream. Det her er en fantastisk mulighed for hende, og der har været flere klubber, som har vist interesse for Princess, men det var hos Bay FC, at både hun og vi så de bedste forudsætninger for, at hun kan fortsætte sin positive udvikling, siger sportschef for Kvindeligaholdet, Jessica Davis, i en pressemeddelelse.

- Det var tydeligt at mærke, at Bay FC havde kigget på Princess i længere tid og sat sig ind i, hvor hun kommer fra, og hvad hun kan bidrage med.

- Det har været vigtigt for mig, at vi fandt det rette match til Princess, hvis vi skulle sælge hende, og det synes jeg bestemt, at vi har fundet med Bay FC. Jeg er sikker på, at vi overlader hende i gode hænder, så jeg er selvfølgelig utrolig stolt af hende, men også af os som organisation. Hun har fået sin fodboldopdragelse i Right to Dream og FCN, så det er fantastisk at kunne sende hende trygt videre på hendes rejse.

Den hurtige kantspiller kan se frem til at blive matchet på et langt højere niveau og kan på den måde tage det næste skridt i sin sportslige udvikling, mener FCN.

Og den udfordring er Marfo naturligvis selv klar på - og er bevidst om sin rolle i Right to Dream-historien.

- Jeg tænker meget over, at jeg er den første kvinde fra Right to Dream, der har taget turen til Danmark. Og jeg håber, at unge piger kan bruge mig som eksempel og se, at det er muligt. Det er svært, og man skal fokuserer 100 procent på fodbolden, men det er muligt, siger hun.

- Efter noget tid i Danmark, kom jeg i balance. Jeg kunne vise mine holdkammerater og trænere, hvem jeg virkelig er. Jeg tror også, at det kom til udtryk på banen. Nu har jeg fået mange gode venner her, siger hun.

Bay FC har hjemme i San José lige syd for San Fransisco i staten Californien, og klubben har givet Marfo en kontrakt for de kommende to år - med en mulighed for forlængelse til og med 2026.

- Hun har allerede vist enorm vækst og potentiale, siden hun kom til FCN, og vi tror på, at vores miljø vil hjælpe med at fortsætte med at fremme hendes evner som professionel. Hun vil give endnu en dimension til vores angreb, siger General Manager for Bay FC, Lucy Rushton.

Foto: Rudi Dalsgaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...