I Trørød Børnehus tog man tronskiftet yderst alvorligt – og det lige fra, da Dronning Margrethe bekendtgjorde, at hun ville trække sig.
Her gik man i børnehuset i gang med at forberede sin helt, helt egen version af begivenheden, og man forberedte børnene på lidt af en udflugt.
Forberedelserne omfattede blandt andet, at børnene kom på Rosenborg Slot og fik set kronjuvelerne, og mandagen efter det rigtige tronskifte kunne Trørød Børnehus byde borgmester Ann Sofie Orth velkommen til deres helt egen version af det kongelige tronskifte.
Anne Sofie Orth var den helt rigtige at invitere med, for hun var også at finde i folkemængden foran Christiansborg søndag, da det var alvor.
-Jeg vil gerne rose medarbejderne i Trørød Børnehus for at gribe anledningen til at markere den historiske begivenhed for børnene. Jeg bliver så glad, når jeg hører, at de har været på Rosenborg – så kommer hele historien med, og det er værdifuldt, understreger Ann Sofie Orth.

