Borgmesteren i Ringsted Henrik Hvidesten (V) er færdig efter en kvindelig byrådspolitiker har berettet om grænseoverskridende berøringer. Det oplyser han på Facebook søndag aften.
Det sker blandt andet efter at endnu en kvinde anklager borgmesteren for upassende opførsel.
- Det er ingen hemmelighed, at der de seneste dage har været blæst om min person. Det har været hårdt for min familie og mig, svært for mit politiske bagland og gode samarbejdspartnere samt givet dårlig omtale af Ringsted Kommune.
- Selvom de sidste dage også har budt på megen opbakning og opmuntrende henvendelser, må jeg konstatere, at jeg ikke længere kan bede mit politiske flertal om fortsat at bakke mig op som borgmester. Derfor vil jeg trække mig som borgmester i Ringsted Kommune, skriver han på det sociale medie.