Nu kan man få friske bagels i byen

En ny bagel- og sandwich-shop har set dagens lys i Hedehusene.

27-årige Firat Ceylan, der selv bor i Hedehusene, har åbnet shoppen på Brøndvej 2, hvor hans kone og søster også står bag disken.

- Jeg synes, der manglede et godt sandwich-sted i Hedehusene som modvægt til de mange pizzeriaer og shawarma-steder. Jeg elsker selv friske sandwich, og vi bruger friske råvarer hver dag og laver mange af tingene selv, eksempelvis dressinger, pesto og soltørrede tomater, fortæller han.

Shoppen åbnede for et par uger siden, og de lokale borgere har taget godt imod den, fortæller Firat Ceylan.

- De har været meget begejstrede, og mange har været forbi for at købe mad. Vi er også på Facebook, og her har vi fået mange likes og gode anmeldelser, siger han.

Firat Ceylan har også et rengøringsfirma ved siden af, så det er ikke helt uvant for ham at starte en ny forretning op.

- Jeg vil gerne stå på egne ben og lave noget, som jeg godt kan lide. Jeg har også to små børn, og dem vil jeg også gerne kunne sikre i fremtiden, forklarer han.

Bagel & Sandwich har åbent hver dag klokken 10.00-20.00. Udover bagels og sandwich er der også toast på menuen, ligesom de løbende vil prøve forskelligt fyld ud over de traditionelle som kylling, laks, kalkun og tun.