'Jeg finder roen hos køerne'

Hvis landmand Kaare Larsen har hovedpine, forsvinder den, når han malker køerne på Brunbjerggaard. På søndag kan du møde ham, når der er åbent landbrug

Hvis landmand Kaare Larsen har hovedpine, forsvinder den, når han malker køerne på Brunbjerggaard. På søndag kan du møde ham, når der er åbent landbrug

Er der mælk til kaffen, når jeg lige at spørge, da kaffen serveres, og før jeg kommer i tanke om, at Brunbjerggaard har 175 stykker malkekvæg.

Kaare Larsen henter en kande mælk i køleskabet fra morgenmalkningen. Jeg bemærker, at den har en helt anden smag, end jeg er vant til.

"Mælken er meget federe end sødmælk, den har en fedtprocent på 4,5% og så er den ikke homogeniseret. Den er helt naturlig. Smagen er også lidt ekstra cremet, når køerne får græs" forklarer Kaare Larsen.

Det er tydeligt at her er en mand, for hvem landbruget er en dybt indgroet livsstil.

"I aftes stoppede jeg med at arbejde i marken kl. 22. Vi havde en ko, der har været syg. Hold kæft, vi har gjort alt muligt. Vi har haft dyrlæge. Hun havde en død kalv, og vi ku' ikke få åbnet fødselsvejene, så vi kunne få den ud. Så vi havde fået hende sprøjtet med et hormon, så hun går i fødsel. Og jeg prøvede igen i aftes, men hun var stadig helt lukket... så i morges kl. 4 var jeg ude igen for at se, om der var noget... hende har jeg måttet aflive. Men når du har noget levende, har du jo ansvar 24 timer i døgnet, og du kan miste noget. Du kan miste, selvom du har gjort alt, hvad du kunne".

Det er tydeligt, at den garvede landmand er tæt forbundet til sine mange dyr, og han finder roen ved arbejdet i stalden.

"To gange om dagen er der malkearbejdet. Hvis det har drillet ude ved maskinerne, og det spænder i hovedet, skal man ned og malke, og pludselig er hovedpinen væk. Køer er meget stille. Det er et enkelt arbejde, rutinearbejde, så hovedet kan bare stikke derudad. Jeg er sådan en, der nogle gange bare skal have fred. Skal dagdrømme, har behov for at komme ind i mig selv. Det er perfekt at gå blandt køerne. Du går og gør, hvad du skal, og dyrene forstyrrer ikke. Det er et meget beroligende arbejde".

Kaare Larsen og hans hustru Dorte har I snart 30 år drevet gården Brunbjerggaard uden for Søborg. Gården har været i familiens eje gennem tre generationer, og måske er det sidste generation med kvægbrug.

"Der er INGEN, der vil det. Prøv at lægge mærke til pressen, hvad hører du om landbrug? Det er altid en slagmark. Hvis du var ung og havde alle muligheder, hvorfor fanden skulle du gå ind på en slagmark? Og særligt nu, hvor det er helt forkasteligt at have med dyr at gøre, dyrevelfærd, klima og alt er galt."

Det har dog ikke afskrækket den ene af parrets tre sønner fra at gå i forældrenes fodspor.

Parret mødte hinanden, da de begge var agroøkonom-elever på Næsgaard Landbrugsskole. På det tidspunkt havde Kaare Larsen ikke gjort op med sig selv, hvad han ville.

"Mine forældre havde sat gården til salg og skulle herfra, men jeg vidste bare, at jeg ville ikke det her, hvis jeg var alene. Så må I sætte det til salg, sagde jeg. Så var der nogen og kigge på det. Jeg lå og rodede med en maskine, da de kom, og de kunne ikke se mig. De stod og snakkede om, hvordan de ville gøre. Så skulle det og det laves om - jeg kunne mærke, at det skar i hjertet. Vi var ved at være færdige med uddannelsen, og så spurgte jeg Dorte: Hvis det nu var, om hun havde lyst? Hun syntes jeg var en tøsedreng jeg ikke havde spurgt noget før"...

Selvom Kaare Larsen kalder sig konventionel, er han optaget af at reducere

jordbearbejdningen, dyrke bæredygtigt og sørge for, at jorden aldrig er bar.

"Jo mere jeg kommer ind i dyrkningsformen, hvor vi undlader at pløje, jo flere spørgsmål har jeg til økologien. Når du høster på en mark, så bortfører du nogle mineraler og næringsstoffer, meget af det har du fået fra solen, men der er nogle sporstoffer, nogle grundstoffer og nogle mineraler som er givet af jorden. Hvis du ikke tilbagefører den mængde du har taget, så har du jo gang i noget minedrift".

På det punkt ligger Kaare Larsen syn tæt på det biodynamiske landbrugs. I stedet for at pløje bliver der på Brunbjerggaard sået ved siden af stubbene, så organismerne i jorden får lov at arbejde uden at blive flået i stykker.

"Der foregår så meget i jorden, vi ikke ved en skid om. "

Når jorden ikke pløjes, bliver den blødere, og det er lettere for planterødderne at få fat.

"Jeg kan bare se på vores marker, at der er så mange positive effekter. Insekticider har vi ikke brugt de sidste 7 år.

Vi har ikke problemer med skadedyr. De er der, men de når ikke de niveauer, hvor de rigtig ødelægger afgrøderne".

For Kaare Larsen er der ingen tvivl om, at synet på landbruget har ændret sig voldsomt gennem de seneste 30 år. Der ligger en opgave hos landbruget i at oplyse og invitere.

"Jeg var for nylig til et bryllup, hvor jeg sad til bords med en mand på 62, og det var første gang, han talte med en landmand. Vi sidder og taler om, hvad de forskellige omkring bordet laver. Og så springer bomben: LANDMAND! Hvad fanden, er der også sådan nogen".

Ved bordet kom de til at tale om arbejdskraft fra Ukraine. Det kendte en af de andre gæster også til som ejer af en stripklub i Istedgade.

Det affødte en vild debat blandt gæsterne.

"Jeg kom til at grine lidt, fordi det var lige så opsigtsvækkende at være landmand som at eje en stripklub".

For at bringe landbruget lidt tættere på arrangeres hvert år 'åbent landbrug', hvor landmænd rundt om i landet åbner dørene for gårdbesøg. Denne gang er det nordsjællandske arrangement flyttet til arealet ved Søborg Sø. Det vil være et hav af tilbud fra klappekalve til demonstration af de pumper, der styrer vandstanden. Arrangementet har krævet et usædvanligt samarbejde på tværs af en række styrelser og foreninger.

"Vi hører som landmænd ofte, at sådan noget som natur og naturgenopretning, det vil vi aldrig. Her er der for en gang skyld noget, der er i gang med at lykkes".

Søndag 15. september kl. 10-16 er der mulighed for at udforske markerne og landbruget på det areal, der engang i fremtiden bliver bunden af Søborg Sø. Der er parkering ved Ørbakkevej, indkørsel ved Holtvej 67. Her kan man også møde Kaare Larsen. Læs mere på aabentlandbrug.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...