Anna Emilie Møller suveræn EM-vinder i rekordtid

Atletikudøveren Anna Emilie Møller forsvarede lørdag sin EM-guldmedalje i 3000 meter forhindringsløb, da hun ved U23 europamesterskaberne i svenske Gävle løb først over målstregen i mesterskabs-rekordtiden 9.27.31 minut.

Den unge løber fra Blovstrød Løverne i Nordsjælland var storfavorit til mesterskabet efter at hun for nylig satte U23 europarekord på disciplinen med tiden 9.24.21 minut.

Ifølge Dansk Atletik havde Anna sammen med træner Kersti Jacobsen planlagt at løbe finalen i et stabilt og hårdt tempo fra start. Men da flere af konkurrenterne lagde ret hårdt ud, måtte Anna Emilie Møller rykke med i et opskruet starttempo. Godt halvvejs trak hun i front, og derfra kunne hun løbe både stabilt og overlegent i mål foran de nærmeste konkurrenter, fortæller Dansk Atletik.

Faktisk var der 24 sekunder ned til nærmeste konkurrent, Eilish Flanagan fra Irland, som opnåede EM-sølv. Og yderligere to sekunder til rumænske Claudia Prisecaru på bronzepladsen.

Den 21-årige er også kvalificeret til U23-finalen på 5000 meter søndag. Til oktober gælder det VM i Doha og til næste år de Olympiske Lege i Tokyo.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...