Danmarks bedst sælgende Paradis-isbutik er sat til salg

Kunne du tænke dig at blive isbutik-ejer - og kan du skaffe 9,1 millioner kroner - så er chancen der nu for at købe landets mest sælgende butik i Paradis-kæden.

Alle Roskildes tre Paradis-isbutikker er sat til salg af ægteparret Kamilla og Jesper Ammitzbøll Strube.

Isboden på Roskilde Havn er ifølge salgsopslaget den i Paradis-kæden med den højeste omsætning, mens butikken i Algade deler andenpladsen med en butik i Odense blandt de i alt 52 filialer i Danmark og USA.

Det er ikke problemer med at få driften til at løbe rundt, der har ført til salget, for butikkerne har givet overskud de seneste år og nåede sidste år et plus på 719.000 før skat efter det års fantomsommer og udvidelsen med en tredje butik i Trekroner.

Men indehaverne har drevet isbutik i Roskilde siden 2007 og har nu besluttet, at der skal ske noget andet.

- Det går bedre år for år, så det er ikke, fordi folk ikke kan lide is mere. Det er en helt anden forretning end den, vi åbnede for 13 år siden, hvor vi havde fire medarbejdere, og nu har vi 45. Vi kunne godt fortsætte med at udvikle det, men nu vil vi gerne bruge tiden på noget andet, siger Kamilla Ammitzbøll Strube.

Hun vil selv gerne lægge mere arbejde i et snekuglefirma, hun hidtil har passet i vintermånederne, men kører is-virksomheden videre, til en ny ejer er kørt i stilling. Hendes mand har allerede kastet sig over en ny karriere som chef for en biograf, der er under opførelse i Ringsted.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...