bøger Den lokale forfatter Lotte Petri er klar med den nye krimi 'Tandsamleren', som udkom 1. oktober.
Lotte Petri er vokset op i en embedsbolig på Avnstrup Plejehospital under Sct. Hans, hvor hendes far var psykiater og overlæge for stedets patienter. Det er blandt andet her, hun har hentet inspiration til sin nye krimi.
'Tandsamleren' er første bind i Lotte Petris krimiserie 'Blodengel' om efterforsker og psykolog Sofie Engell. I krimien finder en mand et skeletteret lig, der har ligget begravet i årtier, lidt uden for Roskilde . Alle tænderne er fjernet, og en sten er presset ind i munden. Sofie Engell, som for nylig er flyttet til et ensomt område ved fjorden, bliver sat på sagen.
Lotte Petri (1968) har gennem adskillige år gjort karriere som marketingchef i Dansk Erhverv, før hun besluttede sig for at skrive krimier. Hun debuterede i foråret 2009 med krimien 'Den 5. Plage', der handler om et planlagt biologisk terrorangreb med miltbrandbakterier mod København. Den blev hun indstillet til Danske Banks Debutantpris for.
I 2011 udkom efterfølgeren "Vand til Blod" og "Sort Død" udkom i 2014. Nummer fire i serien, 'Hvidt Snit'.
Lotte Petri er har været medlem af Hovedbestyrelsen i Dansk Forfatterforening og er bestyrelsesmedlem i Det Danske Kriminalakademi.
'Blodengel - Tandsamleren', som altså er nummer et i serien, udkom i første omgang eksklusivt på streamingtjenesten Mofibo som lydbog. En del læsere vil hellere have en papirbog, og derfor er den nu også udkommet som papirbog. Lotte Petri har allerede skrevet bind to, 'Blodengel - Åndemaneren'. Den kan man lytte til på Mofibo. Hvis man gerne vil have en papirbog, må man i stedet vente til foråret 2020, hvor den udkommer på papir.
