Den sidste rejse Hvert år er der mellem 60 og 70 begravelser og bisættelser i Stenløse Kirke, og hver gang er der meget, man som pårørende skal tage stilling til.
Man skal finde et gravsted, man skal finde ud af, hvordan man gerne vil have det i kirken, hvem der skal gøre hvad, skal det i avisen...
Listen er lang, men alligevel sker det sommetider, at der er et ønske fra de pårørende om, at det skal gå så hurtigt som muligt, for man ønsker bare at komme videre efter, hvad der måske har været et langstrakt sygdomsforløb.
"Mange af os lever i et højt gear, og så tror vi også, at vi skal blive i det høje gear i forbindelse med et tab. Men her er det måske kirkens opgave at sige, at nu skal vi lige trække vejret, for der er noget her, der er vigtigt. For begravelsen er en vigtig del af hele den helings- og sorgproces, som de nærmeste står i. En bearbejdning af hvad der er sket, og en historie der skal fortælles. Og der bliver historiefortællingen sammen med præsten en vigtig del af det, siger provst og sognepræst Eskil S. Dickmeiss, som Lokalavisen har sat stævne i Stenløse Kirke til en samtale om den sidste rejse.
Én af præstens opgaver forud for begravelse eller bisættelse er netop samtalen med de pårørende om den afdøde.
Men måske er man ikke engang i stand til at tale om afdøde, fordi tabet og sorgen fylder alt.
Her er en af præstens roller at være igangsætter af den samtale, for han eller hun kan give et sprog til nogle af de følelser, som de nærmeste har i forbindelse med et tab.
"Ofte kan det være sammensatte følelser af lettelse og af en enorm tristhed. Men også en kæmpe taknemmelighed, som udfolder sig, når man først begynder at fortælle. Så kommer smilene, og så kommer den større fortælling. Måske også skyldfølelse over ting der ikke lykkedes. Så der er mange følelser forbundet med et tab, og dem kan vi være med til at forløse."
Traditionelt har der været bred folkelig opbakning til, at den sidste rejse var noget, man lagde i hænderne på folkekirken.
Men i de senere år har der været en hastigt voksende tendens til, at danskerne i stigende grad fravælger begravelser og bisættelser, hvor en præst eller anden religiøs autoritet medvirker.
Ifølge Danmarks Statistik var det sidste år gældende for næsten hver tredje begravelse eller bisættelse i København og for 16 procent på landsplan.
"I vores tid er der jo det her krav om autenticitet. Vi skal selv stå inde for det, vi gør, og det skal være personligt, og det skal være forankret i noget inde i én selv. Det er vi alle sammen en del af, og det er jeg også selv som præst. Men når det er sagt, så kan det være en belastning, at skulle have det inde omkring sig selv hele tiden. Der ligger også en kæmpe styrke i at kunne læne sig op ad nogle ritualer og nogle ord, som vi ikke selv skal finde på. Der ligger jo en kæmpe aflastning," siger Eskil S. Dickmeiss, der samtidig understreger, at der i folkekirken er sket en kæmpe udvikling i retning af, at mange præster er meget åbne over for, at begravelsen i højere grad kan gøres mere personlig.
En udvikling som han medgiver, at folkekirken skal blive bedre til at formidle for at undgå, at det er det, der gør, at man vælger kirken fra.