I 1979 trådte Alice Tolstøj Stokholm ind ad døren på Holbæk Tekniske Skole.
Hun havde fået job på stedet, og det var både hun og skolen så glade for, at hun nu kan fejre sit 40-års jubilæum på skolen, der i dag efter en række fusioner hedder EUC Nordvestsjælland og ligger på Absalonvej.
Alice Tolstøj Stokholm har i de fleste af de 40 år arbejdet som afdelingsleder i sekretariatet og chefsekretær for direktøren på EUC Nordvestsjælland.
Samtidig har hun været i næsten alle afdelinger på skolen i løbet af årene.
Det har været med til at give hende en stor indsigt i skolens forskellige afdelinger og de mange ansatte på stedet.
Gennem årene har skolen udviklet sig løbende. Blandt andet har det digitale område udviklet sig voldsomt i de år, hvor hun har været ansat.
- Alt det nye, der sker, gør det konstant spændende at arbejde her, og jeg er rigtig stolt af arbejdspladsen, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Hun nyder specielt samarbejdet med de forskellige faggrupper på EUC Nordvestsjælland.
- Det er måske det, jeg har sat allermest pris på i de år, jeg har været her. Jeg glæder mig til at skulle herud hver morgen og at være sammen med alle de gode kolleger og medarbejdergrupper. Det er fedt, fortæller hun. i pressemeddelelsen.
40-års jubilæet fejrer Alice Tolstøj Stokholm ved en lukket reception for familie og indbudte.
