En dømt mands rettigheder er blevet krænket af Danmark, da han ikke har fået mulighed for en uvildig vurdering af, hvor farlig han er.
Det har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg afgjort tirsdag.
Manden blev i 1996 idømt forvaring for at have forsøgt at voldtage et barn på ti år. Siden har Herstedvester Fængsel igen og igen vurderet, at han er for farlig til at blive udskrevet på prøve.
Læs her om, hvad forvaring er:
* Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.
* På den måde minder forvaring om fængsel på livstid. Det er de eneste former for frihedsberøvelse af ikke-utilregnelige personer, som er uden tidsbegrænsning.
* Forvaring kan kun gives, hvis den dømte anses for at være farlig. Formålet er at beskytte samfundet mod den pågældendes farlighed.
* En dom til forvaring forudsætter, at retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt foranstaltning frem for straf for at forhindre den dømte i at begå ny farlig kriminalitet.
* Efter tre års forvaring - og siden en gang om året - har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.
* Rigsadvokaten har pligt til at sikre, at en forvaringsdømt ikke sidder længere end nødvendigt, men det er i sidste ende op til retten at bestemme, om den dømte kan prøveudskrives - altså løslades.
* Inden der sker prøveudskrivning, vil der i reglen være et længere forløb, hvor den dømte først får ledsaget udgang og siden får lov til at forlade fængslet på egen hånd.
* For at opnå de friheder kan Kriminalforsorgen stille en række betingelser, for eksempel at den dømte skal behandles med en bestemt type medicin.
* Forvaring forveksles ofte med dom til anbringelse. Forskellen er dog, at anbringelse anvendes over for utilregnelige personer - for eksempel sindssyge og mentalt retarderede.
* Hvor forvaringsdømte opholder sig i et fængsel, bliver de anbringelsesdømte anbragt på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et bosted for mentalt handicappede.
Kilder: Kriminalforsorgen, Straffeloven, Prøveudskrivningsbekendtgørelsen.