Det gik igen i år rigtig fint, da Atelier IntermeZZo på Søndre Havnedag stod for arrangementet "Mal dit eget billede for 50 kroner", og det kan beboerne på bostedet Pedersvænge glæde sig over, for pengene går nemlig ubeskåret til dem.
"Der var rigtig mange forbi for at male. Det blev til 1450 kroner, og disse penge vil blive brugt til glæde for beboerne på Pedersvænge," siger Henning Carlsen fra Atelier IntermeZZo, som tirsdag lagde vejen forbi Pedersvænge for at overdrage pengene.
"Personalet søger for, at de bliver brugt til største glæde for beboerne. Det er ikke alle beboerne, der har familie, og dermed får de heller ingen julegaver, men her hjælper pengene således, at alle beboerne får en lille julegave. Der kan også blive til en lagkage en gang imellem i løbet af året," fortæller han.
Pengene til lærreder og maling blev sponsoreret af Køge Kyst.
