Skøjtebane er åbnet - med lidt tynd is

Åbningen af skøjtebanen Isrosen på Markedspladsen i Holbæk måtte udsættes for en uge siden.

Men i dag, fredag, klokken 10 blev banen åbnet. Det er dog med forbehold for, at det kan blive nødvendigt at lukke igen, hvis vejrforholdene ikke giver mulighed for at få isen gjort tykkere.

For at lave is, skal temperaturerne ligge omkring frysepunktet om natten, og det var ikke tilfældet op til den planlagte åbning fredag den 29. november. Nu er det lykkedes at få is nok til, at skøjtebanen kan åbne - men helt tyk nok er isen stadig ikke.

Der knoklet dag og nat

- Det var lidt koldt i sidste weekend, og der er knoklet dag og nat for at lave is. Vi har fået nok til at kunne køre, men der skal lidt mere vinter til, for at isen er tyk nok og dermed er mere modstandsdygtig, fortæller Kasper Lomholdt, leder af Sidesporet, som driver skøjtebanen.

Isen er kun omkring fem centimeter tyk, og den skal egentlig helst være omkring 15 centimeter.

- Nu prøver vi at åbne. Det ser ud til, at det bliver lidt koldere i næste uge. Åbningen er lidt med forbehold for, at der må lukkes igen, hvis der pludselig er slebet så meget af isen - ismaskinen kører en-to gange om dagen - at den er så tynd, at den kommer ned i nærheden af slangerne under isen, siger Kasper Lomholdt.

Mange henvendelser om åbning

Han tilføjer, at egentlig skulle åbningen af skøjtebanen nok have ventet lidt. Men der har været mange henvendelser om, hvornår der blev åbnet, så nu prøver man at se, om det kan gå.

- Vi håber, at der ikke kommer så meget regn, og at det bliver koldere, siger Kasper Lomholdt.

Hegnet bliver stående lidt endnu

I sidste weekend var der flere, blandt i busser, der kom forgæves til den endnu ikke åbnede skøjtebane. For at undgå den ærgrelse opfordrer Kasper Lomholdt til, at skøjteløberne holder øje med Sidesporets Facebook-side for at sikre sig, at der er åbent.

Hegnet rundt om banen bliver foreløbig stående (med enkelte åbne fag), så der hurtigt kan lukkes igen, hvis det bliver nødvendigt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...