Det er nu den japanske virksomhed Fujifilms flag, der vajer foran den lokale virksomhed Biogen på Biogen Allé i Hillerød.
Fujifilm har nemlig per 1. august endeligt overtaget virksomheden og de tæt på 800 ansatte, oplyser Fujifilm i en pressemeddelelse.
Fujifilm fortalte tilbage i marts, at de opkøbte Biogens anlæg i Hillerød, hvor der produceres biologiske lægemidler i store mængder, for 890 millioner dollars - eller cirka 5,9 milliarder kroner. Handlen skulle dog godkendes af konkurrencemyndighederne med mere, inden den så kunne gennemføres per 1. august.
Biogens anlæg i Hillerød er Fujifilms fjerde anlæg til biofarmaceutisk produktion - de andre anlæg ligger i USA og Storbritannien. Anlægget får herefter navnet 'Fujifilm Diosynth Biotechnologies Denmark ApS'.
"Vi vil forsøge at fortsætte med den videre udvikling af farmaceutisk industri ved at betjene vores forskellige kunders behov ved at kombinere ressourcer fra Biogen (Denmark) Manufacturing ApS og Fujifilm," udtaler Takatoshi Ishikawa, koncerndirektør i Fujifilm, i en pressemeddelelse, hvori han suppleres af Steve Bagshaw, administrerende direktør for Fujifilm Diosynth Biotechnologies:
"For os er dette mere end et opkøb. Det opfylder Fujifilms mission og visionen om at skabe ny værdi for samfundet gennem innovation og oprettelse af nye teknologier, produkter og tjenester," udtaler han.
Omkring opkøbet i marts udtalte han, at Fujifilm så frem til at byde de 800 medarbejdere velkomne i Fujifilm og understregede, at faciliteterne i Hillerød kun "overgås af erfaringerne og kvalifikationerne hos teamet i Biogen".
Biogens anlæg består af seks bioreaktorer på 15.000 liter til fremstilling af biologiske lægemidler til klinisk og kommerciel brug. Det huser også emballeringsfaciliteter, kvalitetskontrollaboratorier og lagre.
I året, der sluttede den 31. marts 2019, havde Fujifilm globale indtægter på 22 milliarder dollars.
