Det bliver et byggeri i omegnen af 18-20 millioner kroner, som Ullerød Kirke skal opføre, når kirken skal have ny sognegård. Den nye sognegård skal være større, og bliver i alt omkring 600 kvadratmeter.
- Nu har vi for eksempel 92 konfirmander, og vi må hele tiden flytte rundt for at finde plads til vores mange arrangementer, siger Verner Bech, der er menighedsrådsformand i Ullerød Kirke, om udbygningen.
Ullerød Sogn har vokseværk, og det er det, der også kan mærkes i kirken. Alene i de seneste tre måneder har over 6000 personer deltaget i arrangementer eller kirkelige handlinger i kirkens lokaler, og i december planlægger kirken 39 aktiviteter, hvor man forventer, at cirka 3700 mennesker vil deltage. Heraf kommer cirka 1000 af dem til kirkens julegudstjenester.
- Antallet af indbyggere i sognet er øgedes fra 3300 personer til over 7000 personer i de godt 30 år, hvor jeg har haft sæde i Ullerød Kirkes menighedsråd, fortæller Verner Bech og tilføjer, at kirken og menighedsrådet endnu ikke har besluttet, om det kommende projekt skal indebære en udvidelse af selve kirkerummet.
- I det udbud, vi har lavet, har der ligget en option om udvidelse af kirkerummet, så vi har bedt de firmaer, der har budt på opgaven om at komme med deres bud på, hvordan det kunne se ud, hvis vi ender med at beslutte det, siger han.
Historie på stedet
Det er arkitektfirmaet Kjaer & Richter, der har vundet opgaven og tegnet det nye sognehus. For arkitekterne har det været spændende at byde på opgaven.
- Det er altid at spændende at lave noget, når der er noget historisk indblandet, som der er her. Det betyder selvfølgelig også, at der er nogle benspænd, og der er også nogle hensyn, vi skal tage. For eksempel er der nogle hensyn at tage omkring de kirkelige handlinger, der foregår i kirkerummet, fordi indgangsforholdene giver adgang til både kirken og sognegården, og det er klart, at man skal kunne bruge dem uafhængigt af hinanden. Og hvis der er en begravelse i kirken, skal det være visuelt beskyttet. Det er interessant at få sådan noget til at fungere, siger Peter Sand, der er en af indehaverne af Kjaer & Richter.
Han mener, at Ullerød Kirke vil komme til at træde mere frem, når den nye sognegård står færdig.
- Kirken står jo med høj tagrejsning, og vi har lavet den nye sognegård med flade tage med varierende højde, så der kommer tilstrækkeligt med dagslys til uderummet, og jeg er overbevist om, at det også kommer til at betyde, at kirken kommer til at træde mere frem end på nuværende tidspunkt, siger Peter Sand.
Den nye sognegård er udlagt som en rektangel i ét plan, der binder sognegård og kirken sammen. Kirken og sognehuset adskilles af en gårdhave, mens sognehusets foyer løber parallelt med kirken.
Økonomien i byggeriet finansieres dels af kirkens egen opsparing og et lån i stiftet, oplyser Verner Bech. Projektteamet på byggeopgaven består af arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S, Martin Funch Rådgivende Ingeniørfirma ApS og Opland ApS, landskabsarkitekter.