- Hvis jeg havde vidst, at Chippendales ville komme, så ville jeg have udskudt koncerten.
Sådan lød det fra en tydeligt frustreret Jakob Sveistrup, efter at fire tjenere i bar overkrop havde gjort deres entré til lørdagens damefrokost i Eldorado-teltet på Ringsted Festival, og stjålet samtlige 180 kvinders fokus.
- Er det meningen, at de skal være her?, spurgte Jacob Sveistrup ud i teltet, inden han blev overdynget af opfordringer fra publikum til at smide skjorten.
- Det får jeg sgu ikke nok hyre til, lød det tørt fra den 47-årige fynbo, der dog alligevel gav sig til at spille videre, og da også fik fanget kvindernes opmærksomhed, da han spillede kæmpehittet 'Tænder På Dig'.
Mens stemningen var på kogepunktet til damefrokosten i Eldorado-teltet, så gik det mere stille for sig i Pamperhalle, hvor der samtidig blev holdt herrefrokost for omkring 90 mænd. Her havde den irske musiker Stephen Cooper sit hyr med at trække et par klap ud af mændene, hvis fokus var rettet mod øllene og bearnaiseburgerne foran dem.
Mere fut i festen kom der dog, da først beer pong-kopperne kom på bordet.
Se billeder fra Herre- og Damefrokosten på Ringsted Festival over artiklen og læs mere i DAGBLADET mandag.
Husk også, at du kan se masser af festivalbilleder på vores Instagram-profil @dagbladet_ringsted.