Festival-tatovør: Disse tatoveringer er de mest populære

Hjallerup, Døllefjelde Musse og Ringsted Festival. Hvert sommer tager den fynske tattoo-biks, Silke Tattoo, rundt på kræmmermarkeder og festivaler landet over med en tattoo-vogn og tilbyder tusser med alt fra tribal til tigere.

I år er det femte gang, at Silke Tattoo, som er ejet af ægteparret Silke og Rasmus Jensen, er på Ringsted Festival.

- Vi har fået en del stamkunder efterhånden, siger Rasmus Jensen, da DAGBLADET besøger tattoo-vognen fredag eftermiddag, hvor flere sidder i kø til at komme under nålen.

- Der er nogle, der kommer herind spontant, men vi oplever også, at mange skriver til os i forvejen og har planlagt, hvad de skal have tatoveret god tid i forvejen, siger Rasmus Jensen.

Den 38-årige fynbo er selv godt tusset op af armene. Han fremviser sin første tatovering, der forestiller hans stjernetegn, Skorpionen. Netop den slags tatoveringer er populære på Ringsted Festival, fortæller han.

- Her på festivalen har folk ikke tre timer til at sidde og blive tatoveret, så det er især små tatoveringer, som folk efterspørger. Der er mange, der får deres barns navn og stjernetegn tatoveret. Venne-tatoveringer og blomstermotiver er også populære, siger Rasmus Jensen.

Én af dem, der sidder i kø til at blive tatoveret hos Tattoo Silke, er 21-årige Cecilia Sønderholt fra Næstved.

- I dag skal jeg have lavet en Amagerplade, hvor der står 'My Story Isn't Over.' Det kom egentlig af en joke med min veninde i går aftes, men nu tænkte jeg, at så gør jeg det fandme. Teksten referer til, at jeg personligt har været nede på bunden og nu føler mig ovenpå igen, siger Cecilia Sønderholt, som også kigger forbi tatovøren lørdag.

- Der skal jeg have lavet en sommerfugl og nogle blomster på armen. Det er bare, fordi jeg synes den er pæn, siger Cecilia Sønderholt.

Det bliver hendes tatovering nummer to og tre, da hun allerede har datteren Jamillas navn på armen.

Den 21-årige festivalgæst fra Næstved fortæller, at hun ikke har nogen betænkeligheder ved at blive tatoveret spontant på en festival.

- Hvis ikke de havde styr på hygiejnen, så var de her nok ikke. Min veninde var lidt skeptisk over for det, men nu har jeg også fået hende overtalt til at blive tatoveret her, siger Cecilia Sønderholt.

Hun er især spændt på sin mors reaktion på de nye tusser.

- Min mor ved det ikke, så hun bliver nok overrasket, når hun opdager det, siger Cecilia Sønderholt og griner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...