En trailer med skaterramper, 30 løbehjul, 30 skateboards, en soundbox og 60 hjelme, rykker til april ud i boligområderne i Hillerød. Når traileren pakkes ud, kan man på en time sætte en skaterpark op, og udstyret i traileren skal kunne bruges af alle. Det er en mobil skaterpark, og sådan en får Street-Lab til april.
- Meningen er, at dem der ikke har råd til at købe et løbehjul kan låne et. Ligesom du kan låne en bog på biblioteket i en måned, kan du låne et skateboard og en hjelm, og så kan du tage det med hjem, forklarer Søren Lerche, der som leder af Street-Lab i går tog imod en donation på 230.000 kroner Føtex i Hillerød, øremærket til den mobile skaterpark.
- Det er en unik mulighed for at komme lidt ud af den kattepine vi står i. Vi arbejder stadig med at bevare tag over hovedet, men det er måde, vi kan komme ud i boligområderne, på skoler og fritidsklubber, og ud til endnu flere unge. Unge, som ikke direkte vælger den her kultur til, men som kan bruge en introduktion til den, og låne et løbehjul eller skateboard med hjem, siger Søren Lerche.
Street-Lab holder i dag til på Milnersvej 44, i lokaler som tilhører Frikirken Hillerød. Men kirken skal bruge bygningen til en ny kirke, og Street-Lab har derfor udsigt til hjemløshed til sommer, hvis der ikke snart findes en nyt passende sted.
- Selvom den mobile skaterpark bliver noget andet, kan den alligevel være behjælpelig med at holde Street-Lab kørende, siger Søren Lerche.
Føtex' donation kommer fra Salling Fondene, der donerer penge til lokale projekter via Føtex. Det er Føtex i Hillerød, der har spurgt Street-Lab, hvad de kunne tænke sig.
- Vi har gået med det her ønske længe. Vi har allerede små mobile ramper, der har stået forskellige steder, for eksempel i Gallerierne og lige nu står på St. Dyrehave Skole. Men den nye mobile skaterpark kan vi lettere transportere, og sætte det hele op inden for en time. Og samtidig får vi utroligt godt udstyr, siger Søren Lerche.
- Med den her donation kan vi give noget tilbage til lokalsamfundet og alle vores gode kunder, siger Frank Borgen Baltzer, der er varehuschef i Føtex i Hillerød.
Se Street-Labs video om hvorfor, de vil have en mobil skaterpark
