Husker du decemberorkanen i '99?

Der er visse dage, hvor de fleste over en vis alder kan huske, hvor de var, og hvad de lavede.

Sådan en dag er 3. december 1999, hvor den værste orkan i det 20. århundrede blæste henover Danmark.

På Rømø målte man således en vindhastighed på 51 meter i sekundet, cirka 185 kilometer i timen, det højeste nogensinde målt i Danmark. Og vindhastigheden kan sagtens have været højere, men vindmåleren på Rømø blæste ned under orkanen.

Modsat praksis de senere år har orkanen i 1999 ikke fået et navn. Men de fleste kan nikke genkendende til udtrykket »decemberorkanen i '99«. Nogle kalder den »decemberstormen«, men middelvindstyrken var så høj, at der reelt var tale om en orkan.

Dyreste vejrfænomen

De første, der mærkede til orkanen, var beboerne i Vestjylland, der blev ramt i løbet af eftermiddagen. I de kommende timer var hele landet blæst over ende af orkanen, der formåede at skabe stormflod på vestvendte kyster og nærmest fjerne vandet ved de østvendte.

Orkanen var på flere måder en dyr omgang ifølge DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.

Skaderne løb op i 13 milliarder kroner, hvilket placerer decemberorkanen i toppen, når det kommer til de mest omkostningstunge vejrfænomener i historien.

Værre var de menneskelige omkostninger af orkanen.

Syv mennesker omkom som følge af orkanen, mens 800 mennesker måtte have lægehjælp for deres skader.

Uden strøm i en uge

Falck modtog dagen efter, 4. december, mellem 6000 og 7000 opkald om skadeshjælp til alt fra væltede træer til ødelagte biler.

Væltede træer var også en udfordring for togdriften, der blev forstyrret voldsomt af de mange træer, der lå henover sporene.

Også el-ledninger blev drillet, og mange oplevede strømsvigt i større eller mindre grad.

For 20.000 mennesker i Nordsjælland tog det op mod en uge, før der igen var strøm i hjemmet.

Her på siderne deler en række af avisens og sn.dk's læsere deres historier og billeder fra den voldsomme begivenhed for 20 år siden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...