"Den dag kommer jeg aldrig til at glemme."
Martin Jørgensen læner sig tilbage i stolen og trækker vejret en ekstra gang.
Han er ikke bange for at tale om det, men det gør stadig ondt, og det vil det altid gøre.
Torsdag den 23. maj 2019 er nemlig dagen, hvor den 40-årige familiefar fra Ølstykke fik konstateret kræft i blæren. En melding, som på stedet fik Martin Jørgensen til at bryde helt sammen og opgive håbet.
"Lyset slukkede fuldstændig, da lægerne nævnte ordet cancer. Jeg kan intet huske fra samtalen efter det. Jeg var bare sikker på, at jeg ville dø i løbet af sommeren. Jeg nærmest forventede, at det ville gå så stærkt," siger Martin Jørgensen, der havde sin mor med på hospitalet.
"Hun lyttede til de efterfølgende informationer fra lægerne, mens jeg var i choktilstand. Jeg kunne intet - ikke engang ringe hjem til min kone Anja. Min mor måtte ringe hjem for mig. Jeg var helt væk," siger Martin Jørgensen.
Måneder forinden var en kræft-sygdom også en uvirkelig tanke for Martin Jørgensen.
"Lægerne troede først, at jeg havde blærebetændelse, for symptomerne pegede i den retning. Senere fik jeg af vide, at det kunne være nyresten. Jeg tænkte ikke så meget på det, men en dag derhjemme tissede jeg blod, og det fik mig til at tænke "okay, det her er ikke normalt". Ti minutter senere tissede jeg normalt, men for en sikkerheds skyld ringede jeg 1813. De sagde klart og tydeligt, at jeg skulle køre på Herlev Hospital med det samme. Jeg blev tjekket grundigt og gennemgik en masse prøver, men de kunne ikke finde noget. En efterfølgende kikkertundersøgelse viste dog, at jeg havde et rødt og irriteret område i blæren. Senere fik jeg så svar på en biopsi. Der var kræft i blæren, men de ville prøve at skære den væk," siger Martin Jørgensen.
Det var dog ikke en mulighed, da kræften sad i hele blæren. Den skulle fjernes og erstattes med en urostomi, men først ventede et langt forløb med otte kemobehandlinger og en operation.
"Det gjorde ikke ondt, men jeg fik en voldsom kvalme, og jeg tog seks kilo på i væske på seks timer. Hver dag lå jeg bare derhjemme og kunne ikke foretage mig noget. Jeg ville gerne hjælpe med at handle eller hente mine børn, men det var umuligt. Min kone Anja var fantastisk i hele den periode. Det er hun stadig, men hun tog det hele stille og roligt og fik dagligdagen til at hænge sammen med arbejde, børnene og de mange praktiske ting, som ikke bare forsvandt, fordi jeg var syg af kræft. Havde hun reageret på samme måde som mig, så havde det været skidt for os alle," siger Martin Jørgensen, som sammen med Anja besluttede at fortælle om kræft-sygdommen til deres 10-årige dreng Liam.
"Han fik det først af vide senere, da lægerne fortalte mig, at kræften ville blive fjernet og ikke ville slå mig ihjel. At kunne give ham den tryghed, var altafgørende. Det var nok for ham af vide. Vi sagde ikke noget til vores 2-årige pige Ellen. Hun ville ikke kunne forstå det," siger Martin Jørgensen.
Hvor hårdt var det ikke at kunne være der som far til Liam og Ellen?
"Forbandet hårdt. Jeg havde ikke kræfter til at lege med mine børn eller være der for dem. Jeg var ganske enkelt for påvirket og fysisk hæmmet af kemo-behandlingerne."
Efter den sidste kemo-behandling og den afsluttende operation, hvor Martin Jørgensen fik fjernet sin blære, var der som lovet gode nyheder fra lægerne på hospitalet.
"Jeg fik beskeden i midten af august, og jeg kan tydeligt huske dem fortælle, at nu er kræften væk. Jeg var så lettet og lykkelig, lyder det fra Martin Jørgensen, som i dag har en urostomi, hvilket han skal leve med resten af livet.
"Jeg har det helt fint og er kommet ud på den anden side, hvis man kan sige det sådan. For mig var vendepunktet, da jeg besked på, at kræften var væk én gang for alle. Det er den sidste besked, som lægerne har givet mig. Nu skal jeg så til kontrol de næste fem år, men det er helt fint. Det tager jeg gerne med. Jeg er også begyndt på genoptræning, ligesom jeg spiller lidt tennis. Jeg føler mig på 100 procent," siger han og smiler.
Martin Jørgensen, der i øvrigt er næstformand i Ølstykke Tennisklub, lægger ikke skjul på, at hele forløbet har gjort noget ved hans personlighed.
"Der er nok sket en hel del med mit livssyn. Jeg bruger ikke et sekund på negativitet. Har noget en negativ indvirkning på mig, så sorterer jeg det fra. Når man som jeg tror, at døden står for døren, så sætter det en masse tanker i gang. Jeg har enormt svært ved at høre folk brokke sig over vejret eller andre småting, som i virkeligheden er ligegyldige. Denne oplevelse har gjort, at jeg i langt højere grad sætter pris på livet. Jeg smiler ved tanken om at kunne spise middag med min familie hver aften, og jeg er glad, når jeg ser julepynt i november. Ganske enkelt, fordi jeg troede, at alt det var slut for mig," siger Martin Jørgensen, der slutter af med en rammende bemærkning.
"Jeg er lykkelig og rask. Det er det vigtigste," siger han.
FAKTA