Jacob Dinesens bus gik i stykker

Sangeren Jacob Dinesen er nu fredag eftermiddag på Anlægsscenen til Ringsted Festival, og hvis han ser lidt vel svedig ud, er det ikke kun på grund af sommervarmen i Ringsted.

Sangeren og hans crew er kommet hele vejen fra Århus i en bus uden aircondition.

- Det har været en varm tur, fortæller chaufføren Peter Sloth, lige før redningsmanden fra en Man-mekaniker inde fra hovedstadsegnen ankom med hjælp til den nødstedte bus.

- Det er kileremmen, der er røget. Den styrer det hele, også aircondition. Der er 10-15 mand med i Jacob Dinesens crew. De har taget det pænt. De kalder den Harzenbussen eller 65-bussen, griner Peter Sloth.

Chaufføren har også kørt den unge sanger og hans folk rundt på Grøn (koncert), men det foregik i en ret anderledes busmodel end den nødstedte.

- De har kørt med vores nightliner. Det er en dobbeltdækkerbus, hvor hele førstesalen er indrettet som sovesal, og så er der ellers lædersæder, tv, playstation og minibar, fortæller Peter Sloth.

Når Jacob Dinesen og hans folk kørte til festivalen i den svedige bus - altså bogstaveligt, er det fordi den luksusindrettede dobbeltdækker er lejet ud til nogle tunge drenge indenfor musikbranchen.

- Det er D.A.D, som er på tour i den. De nåede at bestille den før Jacob Dinesen, forklarer Peter Slot.

Den airconditionløse bus er en ældre dame, der har kørt en million kilometer, og den skal retur til Jylland, når Dinesen er færdig på anlægsscenen.

Det bliver med noget mere kølighed, efter at den tilkaldte mekaniker kom med den nye kilerem.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...