Det var et helt særligt stykke dansk kirkekunst, som forleden blev præsenteret i Blovstrød Sognehus - nemlig en ny og mobil altertavle til fængslet i Ellebæk, men som også lejlighedsvis kan bruges i Blovstrød Kirke, der står bag projektet.
Det var en speciel opgave, og det er blevet til et alter, der kan bruges i enkeltdele eller samlet, såvel ude som inde. Man kan sige, at originaliteten ligger i, at altertavlen er formet som puslespilsbrikker.
At samles omkring gudstjenesten, at skabe et kirkerum for de indsatte, har været en af opgaverne for Kamilla Hector, som hun fortalte det ved præsentationen af det mobile alter til Kriminalforsorgens Institution for frihedsberøvede asylansøger, Ellebæk.
Opgaven har været »At bygge et kirkerum« for de indsatte i Ellebæk og deres livs måske vanskeligste situation. Det var udgangspunktet for et samarbejde mellem kunstneren Kamilla Hector og præst i Ellebæk Per Bohlbro, der også er præst i Grønnevang Sogn i Hillerød.
Ved præsentationen kunne Kamilla Hector knytte ord på hvert element, der indgår i alteret. Et alter, der er udformet med tydelige symboler og referencer fra bibelen og menneskelivet.
Samtidig kunne sognepræst Per Bohlbro berette, hvordan det nye alter både som helhed, men også i enkeltdele kunne danne rammen omkring såvel gudstjenesten i fængslet, som visuelt redskab i prædiken og forkyndelsen.
Kamilla Hectors arbejde med opgaven har samtidig været et samarbejde med en række kunstnere og håndværkere i både Danmark og Sverige.