Boligområdet Askerød i Greve har gennemgået en positiv udvikling over de seneste år. Området er blevet mere attraktivt at bo og færdes i.
Det er en samlet indsats, der har ændret på livet i afdelingen. Én markant ændring, der er sket i boligområdet er, at gennemsnitsindkomsten hos beboerne er blevet højere. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Andelen af beboere, som tjener mere end 200.000 kr. om året, er steget med mere end 100 procent mellem år 2000 og 2016.
- Den ændrede beboersammensætning har betydet øget stabilitet i området, og er sket gennem et godt samarbejde mellem VA (Vridsløselille Andelsboligforening, red.) og Greve Kommune om en 100 procent anvisningsaftale. Aftalen har betydet, at der de seneste 10 år kun er anvist boliger til personer i arbejde eller uddannelse. Det har bidraget til, at den gennemsnitlige indkomst er steget markant, siger Vinnie Hansen, formand for Vridsløselille Andelsboligforening, som Askerød er en del af.
Også formand for Askerød Jørgen Fahlgren udtrykker, at der er sket en positiv udvikling, og at beboerne bliver mere og mere trygge ved at bo i boligområdet.
- Her er blevet meget mere roligt, og der er taget mange gode initiativer. Jeg kan ikke pege på en enkelt ting, der har gjort, at vi kan mærke den positive forskel i området. Det er summen af mange ting, siger han.
Attraktivt at blive
Flere beboere oplever, at de er mere trygge i deres boligområde. Det viser Tryghedsindekset, som politiet opgør årligt.
For seks år siden oplevede 59,2 procent af beboerne, at de var trygge i Askerød. I 2017 var det tal steget til 71,2 procent, viser Tryghedsindekset.
Eva Birkved, der bor i Askerød på 16. år, holder meget af at bo i sin lejlighed på 3. sal.
- Det er et herligt boligområde. Jeg kan rigtig godt lide måden, det er disponeret på. Der er store grønne områder, og så er det meget afvekslende i modsætning til mange andre steder med f.eks. karréer. Det er med til at gøre det til et venligt boligområde, siger Eva Birkved.
Hun genkender, at der tidligere har været situationer i området, der kunne virke utrygge.
- Der har tidligere stået grupperinger ved indgangen af Askerød, men det gør der ikke længere. Der er heller ikke hærværk ved Café Ask længere. Jeg har stor tiltro til, at Askerød fortsat vil være et trygt og godt boligområde at bo i, siger hun.
Indsats styrker beboere
For at forbedre trygheden i området gør Greve Nord Projektet også en aktiv indsats. Den boligsociale indsats har blandt andet styrket frivillige initiativer som f.eks. lokale mødregrupper, lavet såkaldte "lommepengejobs" for boligområdets unge og hjulpet børn med at begynde til fritidsaktiviteter.
- Indsatser, der knytter beboerne sammen, er med til at styrke trygheden og det sociale liv i området. Det giver også en større tilknytningen til det omkringliggende samfund, for eksempel når børn og unge bliver fulgt til fodboldtræning i den lokale klub, forklarer Sara Matikainen, ansvarlig for de boligsociale indsatser i BO-VEST.