Magic korts, brætter og terninger er bredt ud over træbordene i Cafe 32 og Topdeck på Carlsbergvej ved siden af Smiley Fitness. Rundt om bordene sidder unge mennesker fordybet i kort, spil, og regler, mens de snakker og griner.
Hillerøds nye brætspilcafe åbnede den 10. juni. Det er 60-årige Gitte Wurst, der har åbnet cafeen, hvor man kan få sandwiches, kage og kolde og varme drikke. Hun har slået sig sammen med sine to svigersønner, 28-årige Mikkel Krintel og 33-årige Kristian Pelle, der står for brætspilsdelen af cafeen. De to unge mænd har i 2,5 år haft hjemmesiden www.topdeck.dk, hvorfra de har solgt spil og kort. De har længe gået med ønsket om at finde et fysisk sted, og nu er ønsket blevet til virkelighed.
- Jeg har længe tænkt over, at jeg gerne ville have min egen cafe, men det er alt for dyrt i centrum på gågaderne. Så talte jeg med Mikkel og Kristian om det, og de manglede et fysisk sted, og så blev vi enige om at slå os sammen og prøve at starte det her op. Ved at vi er sammen om udgifterne, så er det nemmere, fortæller Gitte Wurst.
Hun er ikke bekymret for at starte en forretning op med sine svigersønner, der er kærester med hendes tvillingedøtre.
- Vi har da snakket om det, og vi tog på en god ferie sammen, inden vi gik i gang. Det er nogle søde unge mennesker, siger hun.
Bedre end en Marsbar
Gitte Wurst har i de sidste 14 år arbejdet i bageren i Føtex på Slangerupgade. Hun håber at bygge sit kundegrundlag på de mange elever fra gymnasierne og andre skoler på Carlsbergvej, ligesom at hele Campusområdet er ved at blive lavet til boligområde. Derudover håber trekløveret, at mange af dem, der kommer i cafeen for at spille, køber mad og drikke, mens de er der.
- Det passer godt sammen, for når man sidder og spiller, så vil man tit gerne have en sandwich. Mange af de steder, hvor vi kommer ud for at spille, der står der ofte kun en automat med chokoladebarer, og vi spiller altså gerne i fire-fem timer nogle gange, så det er godt, at man kan få noget rigtigt at spise, fortæller Kristian Pelle.
Han har de sidste 12 år haft et IT-firma, og det fortsætter han med at have ved siden af, mens de andre er fuldtid i cafeen.
Lokalt community
Vil man spille spil et fysisk sted er de nærmeste steder Holbæk, Roskilde og Lyngby, og der har derfor manglet et sted at mødes i Nordsjælland, mener de to Topdeck-gutter.
- Der har længe manglet et sted og en specialbutik i Nordsjælland. Mange ting er derudover svære at sælge online, og hvis man vil holde officielle events, så skal man også have lokaler, man kan ikke bare leje en skole eller et lokale. Der er et miljø af spillere på internettet og på Facebook, og det er dem, vi gerne vil have fat i. Vi har en gang om ugen haft en spillegruppe i Ungdomshuset med 10-30 personer, så vi har allerede et lokalt community, og mange vil gerne støtte op om os, fortæller Mikkel Krintel og fortsætter:
- For hver dag, der går, kommer der flere og flere nye mennesker. Vi er startet fint op, og jeg glæder mig til efter sommerferien, hvor der forhåbentlig kommer endnu flere til.
Plads til alle
Han understreger, at de gør alt, hvad de kan, for at det ikke bliver for nørdet at komme i cafeen.
- Der skal stadig være plads til at komme og tage et spil ludo eller backgammon. De spil kan man også sagtens låne hernede. Men vi vil også gerne inspirere og vise, at der er en helt anden verden end de traditionelle spil, som mange kender, siger Mikkel Krintel.
Cafeen er åben hver dag mellem klokken 10 og 20. Der er allerede planer om flere events, det første er en stor pokemon byttedag den 6. juli.