Mød en festivalmedarbejder: Kaylee klarer koordineringen

Produktionschef Kaylee Wesley Pearson har ansvaret for, at logistikken spiller, når musikerne skal til og fra scenerne på årets Ringsted Festival. DAGBLADET har interviewet hende, om hvordan det er at være koordinator på festivalen, og hvad musikerne efterspørger på deres rider.

Hej, Kaylee Wesley Pearson. Hvad er din funktion på festivalen?

- Jeg er produktionschef, så jeg står for al musikkoordinering på festivalen. Jeg har overblikket over alt det praktiske, der skal til for at få en festival til at glide, men jeg gør det selvfølgelig ikke alene. Jeg har Anders Sørensen, som booker og laver aftalerne med artisterne, og så har jeg alle dem ude på scenerne, der rigger det hele til og står for forplejningen.

Hvordan går det med arbejdet indtil videre?

- Det går faktisk rigtigt godt. Jeg har nogle rigtig gode folk, som er i gang med at knokle på scenerne. Og vi har allerede et band (Noah, red.), som er i fuld gang med at forberede på scenerne.

Hvad er Ringsted Festival for en festival for dig?

- Jeg synes, det er en rigtig hyggelig festival. Det er en lokalfestival for hele familien. Hvis man vil høre irsk folkemusik, popmusik fra 80'erne eller de helt nye og aktuelle danske bands, så er der lidt for enhver smag. Der er rigtigt mange af mine venner fra København, der synes, den har et interessant program, og jeg tror faktisk, at den også er begyndt at vække interesse for folk udenfor lokalområdet.

Hvad er det mærkeligste, du har oplevet en musiker ville have at drikke og spise?

- Det er meget sådan standard, altså for det meste bare vand og øl, nogle lidt rom og vodka og de fleste lidt snacks, slik og frugt. Det er mest danske artister, der spiller på festivalen, og de er for det meste meget ydmyge i deres forplejningsønsker. Jeg har lige været på turne med Travis Scott (amerikansk rapper, red.), hvor vi selvfølgelig var mange flere i crewet, og han havde nogle ret specifikke ønsker til forplejningen.

Hvad er det bedste ved at arbejde på festivalen?

- Sammenholdet her er helt fantastisk. Det er som et lille samfund, hvor vi er rigtigt gode til at hjælpe hinanden. Jeg er stadig på 2-3 året, så det er ret nyt. Jeg kan rigtigt godt lide, at det er så småt, fordi der altid er nogle parat til at hjælpe. Regnen har selvfølgelig gjort, at det hele går en lille smule langsommere. Men det er faktisk gået rigtigt godt, og alt går lidt bedre end sidste år.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...