HALLOWEEN "Det skal ikke være så kedeligt. Der må godt ske noget sjovt engang imellem."
Det siger det konservative medlem af kommunalbestyrelsen, John Tefke. Han vakte lidt smil og postyr, da han torsdag troppede op i kommunalbestyrelsen på rådhuset til godkendelse af budgettet - iført en halloween-habit.
Og budgettet blev da også godkendt. Af alle partier i enighed.
Det var slet ikke meningen, at Tefke skulle være udklædt til mødet i kommunalbestyrelsen.
Torsdag morgen var han mødt på arbejde hos Danica Pension, og som det sig hør og bør i hans afdeling, var han mødt udklædt op. Torsdag var nemlig halloween, og så var der fuld gang i halloween-løjerne.
"Til påske har vi gult tøj på, og nu her til jul har vi også nogle planer om påklædningen," fortæller John Tefke.
Han mødte til gruppemøde på rådhuset iført halloween-habitten og blev her opfordret til at beholde den på, når budgettet skulle godkendes inde i byrådssalen.
"Jeg tog dog bukserne af og tog mine almindelige sorte på. Det halloween-stof er syntetisk og meget varmt. Men jeg beholdt habitjakken på under hele mødet," fortæller han.
Også hans partifælle, borgmester Sofia Osmani, fejrede halloween i byrådssalen med små, lysende græskar på bordet.
