Maleren Jonas Pihl er nået vidt, siden han som 20-årig havde sin første udstilling i 1998 i det gamle Gimle i Ringstedgade. Nu er han tilbage i barndomsbyen Roskilde med sin nye soloudstilling »Nye verdener«, der kan ses i Roskilde Kunstforenings lokaler i Palæfløjen fra lørdag den 2. marts.
- Jeg boede i Borgediget som barn og er vokset op med naturen ved fjorden, siger Jonas Pihl, som siden flyttede til København og blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008.
Han har stadig familie i Roskilde og har heller ikke holdt sig fra området som kunstner, selv om han i de mellemliggende år har udstillet i både ind- og udland. Inden for de seneste år har hans værker været vist i både Ros Gallery i Roskilde Gasværk og Galleri Gl. Lejre, og han har udsmykket sit gamle gymnasium Roskilde Katedralskole og caféen i Hvalsø Bio.
Sidste år vandt han konkurrencen om at udsmykke Aalborgs nye vartegn »Tvillingerne«, der består af to 34 meter høje siloer. Arbejdet tog fem måneder, blev indviet i oktober og er Nordeuropas største murmaleri.
Jonas Pihl er kendt for sine billeder, der både trækker på science fiction-agtige fremtidsvisioner og fortidens folklore og historie.
Mødet mellem kontrasterne går igen i den måde, han arbejder på med sin kunst.
- Jeg er begyndt at bruge tilfældighedsprincipper med malingen, hvor jeg lader den bestemme, hvad den gør, samtidig med at jeg har en pertentlig styret grafisk overflade, så jeg smelter de to sider sammen. Det er også sådan, jeg selv ser verden, siger han.
Jonas Pihl bruger ofte lang tid på sine malerier og kan finde på at lægge dem til side, inden han arbejder videre med dem på et senere tidspunkt.
- Processen med billedet er meget vigtig for mig. Det er også vigtigt for mig, at der ikke er et fasttømret endemål, så jeg kan overraske mig selv. Der skal ske noget hele tiden, fra dag til dag. Det er det, der driver mig frem i atelieret, siger han.
Når det kommer til udsmykningsopgaverne, er det dog svært at arbejde på den måde.
- Det er en helt anden proces og nogle helt andre målestoksforhold, så det kan man slet ikke overskue på samme måde. Med mindre udsmykninger er det lettere at arbejde procesorienteret, siger Jonas Pihl.
I Aalborg havde han 50 medhjælpere fra Tech College og tegnede motiverne op med kridtstreger, inden de mange liter maling blev påført.
- Jeg udfolder et univers i mine billeder, og når man går op i de store størrelser, giver det fornemmelsen af, at man kan træde ind i dem. Samtidig kommer der også folk forbi under arbejdet, som man har samtaler med, så det giver en anden slags interaktion, end når man udstiller på et galleri, siger Jonas Pihl.
Udstillingen »Nye verdener« af Jonas Pihl kan ses i Kunsthuset Palæfløjen i Roskilde fra lørdag den 2. marts til og med søndag den 7. april.
Der er fernisering på lørdag kl. 12-14.
Torsdag den 14. marts fortæller Jonas Pihl om sin kunst i Palæfløjen kl. 19.
Mandag den 18. marts er der en workshop med Jonas Pihl i akrylteknikker kl. 13-16.
Tilmelding til workshoppen sker via www.roskildekunstforening.dk