Vi er i gang med at udvikle

Generalforsamling i Sjællanske Medier: Formand Niels Jørgen Hansen understregede betydningen af Sjællandske Medier som lokalt mediehus og betydningen af at udvikle både redaktionelt og kommercielt.

Generalforsamling i Sjællanske Medier: Formand Niels Jørgen Hansen understregede betydningen af Sjællandske Medier som lokalt mediehus og betydningen af at udvikle både redaktionelt og kommercielt.

Formanden lagde i sin beretning vægt på, at Sjællandske Medier er en virksomhed, der følger med tiden og derfor løbende tilpasser og udvikler.

Det gælder redaktionelt, hvor stadig flere læsere søger fra papir over på digitale platforme, og det gælder kommercielt, hvor annoncørerne med de sociale medier har fået flere nye veje til deres målgrupper.

- Vi piber ikke. Vi vil også være her i morgen. Sjælland har brug for et stærkt mediehus, der ikke blot er lokalt forankret, men ser sig som en del af det lokale, sagde Niels Jørgen Hansen.

Høj effektivitet

- Vi er som andre mediehuse i gang med at udvikle vores digitale produkter og vores betalingsmodeller - men vi er kun på vej, sagde han og pointerede, at det også handler om at have styr på omkostningerne og om i det nuværende mediemarked at drive en meget effektiv virksomhed.

Karakteristisk for mediebrancen er helt aktuelt de faldende annonceindtægter, der for Sjællandske Medier betød mistede indtægter på 43 millioner kroner i 2018.

- Der blev taget initiativ til tilpasninger, og i løbet af året blev omkostningsniveauet bragt markant ned. Det lykkedes at undgå et underskud, hvilket helt overvejende skyldtes de ændringer, der blev gennemført, sagde han og tilføjede: - Vi har nået et lille bitte positivt resultat. Og det er ikke så ringe, at vi i et år som 2018 kunne undgå et underskud.

Der er investeret

Formanden glædede sig over, at der også var plads til nye initiativer til at styrke annoncesalget, og han fortalte, at Sjællandske Medier også i 2018 har kunnet investere i køb af ugeaviser.

- Vi har købt PaperBoy i Roskilde og lagt den sammen med Roskilde Avis, og vi har opkøbt Lejre Lokalavis og fusioneret den med Midtsjællands Folkeblad. Samtidig har vi investeret i vores digitale platforme.

Dertil glædede Niels Jørgen Hansen sig over, at virksomheden trods indtægtsnedgangen har formået at fastholde et positivt cash flow, som har muliggjort finansieringen af betydelige afskrivninger, ligesom der fortsat er en pæn egenkapital.

Formanden foreslog på bestyrelsens vegne et udbytte på fem procent.

Niels Jørgen Hansen oplyste desuden, at Sjællandske Medier i 2018 for første gang udgav en rapport om selskabets samfundsmæssige ansvar. Det skete som konsekvens af, at virksomheden har nået en størrelse, der indebærer, at der stilles større krav til den.

Niels Jørgen Hansen lagde afslutningsvis op til, at bestyrelsen efter det ledelsesskifte, der blev gennemført ved nytår, hvor adm. direktør Jens Nicolaisen og ansvh. chefredaktør Bente Johannessen afløste ansvh. chefredaktør og adm. direktør, Torben Dalby Larsen, vil se på, hvordan den selv tilpasser sig en ny tid og dens udfordringer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...