Se billederne: Gintberg fik latteren til at rulle i Lynge

Jan Gintberg tog kegler på Lynge Messen 2019, der blev en succes med godt 4000 besøgende

Jan Gintberg tog kegler på Lynge Messen 2019, der blev en succes med godt 4000 besøgende

Michael Braunstein - foto: Michael Braunstein Jan Stephan

Det helt store trækplaster underholdningsmæssigt på Lynge Messen 2019 var komikeren, stand up'eren og tv-stjernen Jan Gintberg, og han skuffede ikke: Der var sort af mennesker foran scenen i Lyngehallen, da Jan Gintberg gik på lørdag, og Gintberg - der selv er vokset op i Lynge - fik latteren til at rulle med masser af lokale historier, indfald og kommentarer. Og da han sagde "tak fordi jeg måtte komme", var bifaldet et bragende ét af slagsen.

"Det er dejligt at være tilbage," indledte Jan Gitberg, der fortalte om sin barndom og ungdom i hjemmet på gården 'Storkedal', hvor faderen Børge Gintberg var medlem af byrådet.

Se billeder fra messen her i galleriet:

"Jeg kan ikke holde ud at høre de unge i dag beklage sig over, at de keder sig: Da jeg var ung i Lynge, kunne man tale om at kede sig - vi kedede os: Der var én kanal på fjernsynet og ikke noget net. Højdepunktet af underholdning var, når vi kylede et bær ned i asfalten, så det smattede ud," lød det fra Gintberg.

Noget skete der dog en gang imellem i Lynge:

"Jeg har tilbragt en stor del af min ungdom i den her hal. Her gik jeg til sport af forskellig slags i LUI, og her var halfesterne, hvor Bamses Venner spillede, og hvor der altid var slagsmål - det var fantastisk!," sagde Jan Gintberg, der også kommenterede på det politiske klima i Allerød:

"Her er jo konflikter og ondt blod og had - Allerød Byråd er som Brexit-parlamentet. Alle er glade, når de starter i politik i Allerød, men efter en tid ligner de Berlusconi og til sidst Gullom."

Afslutningsvis mindede Jan Gintberg om, at lige meget hvad, så "husk, at latter er en god medicin."

Også Lynge Messen som arrangement blev en succes. Messen bød på 43 udstillere, et hav af aktiviteter inde og ude, en hal 2 med LUI på banen både lørdag og søndag samt debatter om Lynges udvikling.

Arrangørerne fra Lynge Erhvervsforening er godt tilfredse med forløbet:

"Det er et rimeligt stort arbejde at arrangere messen, men når forløbet bliver, som det blev i år, er det meget tilfredsstillende. Vi vurderer, at nok kom omkring 4000 mennesker i løbet af weekenden, og det er flere end i 2017 - så messen blev en succes," siger formanden for Lynge Erhvervsforening, Nils Henrik Christiansen.

Formanden fremhæver Jan Gintberg, der trak rigtigt mange mennesker til, og han roser blandt mange andre Lynge Skoles aktivitetsgruppe og de to unge elever fra Allerød Musikskole, der søndag morgen åbnede messen med at spille på lur.

"Vi skal lige have evauleret på det hele, men jeg vil mene, at det er så godt som sikkert, at messen vender tilbage i 2021," siger Nils Henrik Christiansen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...