Det var en pavestolt borgmester Morten Slotved, der torsdag formiddag hyldede guldvinderne fra Rungsted Seier Capital på det gamle rådhus i Hørsholm.
Borgmesteren hyldede holdet med et trefoldigt leve, hvorefter han skålede i champagne.
"Jeg er virkelig stolt over det her. Det er noget som hele byen taler om uanset, hvor man bevæger sig. Og det er 17 år siden vi vandt guld sidst, så det er jo alle der for lov til at opleve det her," sagde borgmesteren til Ugebladet og tilføjede:
"Og så er jeg glad for, at det er mig der har håneretten overfor de andre borgmestre, i det næste års tid," sagde han med et stort smil.
Guldvinderne var også stolte over at blive hyldet på det gamle rådhus.
"Det er virkelig stort det her. Det er en kæmpe anerkendelse. Det har været stort hele vejen igennem og vi har virkelig spillet godt. Så det er fantastisk. Jeg håber, at vi kan gentage det til næste år," sagde 19-årige Bertram Jelert, der spiller back på holdet.
Storaktionær Finn Rosenthal er pavestolt.
"De seneste dage har virkelig været en lang euroforisk rus. Det er jo helt vildt, at vi i løbet af hele sæsonen har fejet alle andre hold af banen og vi vinder mesterskabet med 4-0 over det næstbedste hold," sagde han.
Finn Rosenthal mener, at Rungsted fremover bliver tophold.
"Holdet har den perfekte blanding profiler samt unge og erfarne og spillere. Og der er en særlig god teamspirit og en god kemi på holdet, og som har løftet spillerne et hak eller to," sagde han og tilføjede:
"Nu har vi lagt fundamentet og der er fortsat mange tandhjul vi kan dreje på hele vejen rundt om holdet. Jeg regner bestemt med, at Rungsted fremover bliver tophold og jeg vil være skuffet hvis vi ikke kommer i top fire næste år," sagde han.