Detailhandel Klokken kvart i fem ringer vækkeuret hjemme hos Palle Jørgensen i Sydsjælland. Efter et hurtigt bad og en køretur på 90 kilometer møder han ved seks-tiden på arbejde som direktør i Kvickly.
Det kræver sin mand at være chef for den butik, der nu kan kalde sig Danmarks største Kvickly. Omsætningen for 2018 er netop gjort op - og Helsinge har overhalet Odder med fire millioner kroner:
"Det er min hobby, så jeg er selvfølgelig glad for, at vi nu har overhalet Odder," siger Palle Jørgensen.
Det har været en sej kamp, for Odder har ligget som nummer et i mange år. Et af midlerne er løbende investeringer - og så bruger Palle mere tid på at tale med kunder og de 210 medarbejdere, end han bruger på kontoret:
"Jeg har sådan en dårlig stol - og jeg kan bedre lide at være ude på gulvet," siger Kvickly-chefen.
Mange af kunderne kører langt for at handle i Helsinge:
"Vi har kunder, der kommer langvejs fra - for eksempel fra København og fra Landskrona. De får en god oplevelse her. Men der er selvfølgelig også mange sommerhusgæster, der handler her," siger Palle Jørgensen.
Kvickly i Helsinge er en selvstændigt ejet butik med 9.500 medlemmer. Omsætningen i 2018 blev 221 millioner kroner (plus moms). Og ambitionen for i år er ikke mindre:
"Vi investerer løbende i at forbedre butikken, for eksempel med fiskeafdeling, miljøvenlige køleanlæg og led-pærer overalt."
Fra næste måned behøver kunderne dog ikke at sætte deres ben i butikken. Fra februar kan kunderne nemlig bestille varer på coop.dk og få dem leveret fra Kvickly i Helsinge - eller afhente dem færdigpakket i butikken.
Palle Jørgensen forventer, at online-salget vil hæve omsætningen - men understreger samtidig, at priserne vil være lavere i butikken end på nettet.
Ved 17-tiden plejer Palle Jørgensen at køre hjem igen - hvis der ikke lige er et aftenmøde først. På den lange køretur hjem får han tømt hovedet:
"Jeg tænker ikke på Kvickly, når jeg først er kommet hjem."
