"Der gik ikke ret mange dage efter at jeg var gået ud af 10. klasse på Tøxens skole, før jeg var i job. Det var lidt af en tilfældighed. Jeg skulle købe - enten var det en dåse maling eller en dåse kit - jeg kan ikke rigtigt huske det - hos Thorvald Hansens Farvehandel på Torvet. Jeg kom i snak med butiksbestyrer Ejner Børsen - og han tilbød mig at jeg kunne starte hos ham. Og det gjorde jeg så - og så var jeg i gang med at forme min tilværelse inden for erhvervslivet".
Fortæller John Milo Christiansen, der kom til verden i Køge en januar dag tilbage i 1948 og hvor de første år blev tilbragt på Codanvej. Senere flyttede familien til Flindts Vænge inden man i 1958 rykkede teltpælene op endnu engang og flyttede ind til byen.
John Milo Christiansen overtog senere farvehandelen efter Ejner Børsen og drev butikken frem til 1990, hvor han skiftede job til C.F. Petersen hvor det blev til otte år, inden han i 2000 skiftede til Dana Lim på Københavnsvej.
"Her fik jeg 13 rigtigt gode år, inden jeg gik på pension", siger John Milo Christiansen, der i dag nyder tilværelsen sammen med hustruen Jane, som han blev gift med i 1969. Sammen har de datteren Tina og sønnen Claus. Desuden er de bedsteforældre til to dejlige børnebørn.
I drengeårene blev fritiden hovedsageligt brugt på sport.
"Jeg spillede både badminton, håndbold og fodbold. Men da ynglingetiden meldte sig måtte jeg tage et valg. Og det blev fodbolden der vandt", fortæller John Milo Christiansen, der kan se tilbage på en fin fodboldkarriere som forward i Køge Boldklub.
Han fik førsteholdsdebut hos Køge allerede som yngling i en udekamp mod Hvidovre IF i november 1966. Samme efterår havde han fået debut i den rød/hvide landsholdtrøje, på ynglingelandsholdet hvor det blev til to kampe.
"Jeg debuterede mod Norge på Tårnby Stadion hvor jeg var så heldig at score det ene af de danske mål i 4-2 sejren", fortæller John Milo Christiansen, der i alt nåede at spille 233 førsteholdskampe for Køge. I alt blev det til 74 scoringer fra den målfarlige angriber, der var frygtet af de fleste forsvarsspillere for sin pågående spillestil. Især talte AaB og landsholdets forsvarsklippe Henning Munk Jensen tit om søvnløse nætter forud for kampe mod Køge ....
Højdepunktet i John Milo Christiansens karriere blev DM-guldet i 1975 sæsonen, hvor han med tre mål i den sidste og altafgørende hjemmekamp mod B.1909 scorede hattrick i 5-0-sejren.
"Det var en stor dag, ja en stor sæson. I det hele taget ser jeg med stor glæde tilbage på min tid som fodboldspiller. Vi havde et unikt sammenhold, og dengang var minimum to tredjedele af truppen bosatte og opvokset i Køge. Dengang var vi også på mange store ture til udlandet som vi satte stor pris på. Det var en rigtig god tid", siger John Milo Christiansen, der også mindes 1976, året efter DM-triumfen, hvor holdet deltog i TOTO-Cup med ture til Israel, Berlin og Liége i Belgien, samt ikke mindst Europa Cup kampene mod de tredobbelte Europamestre fra FC Bayern München.
"Det var store sportslige oplevelser", fastslår John Milo Christiansen der den dag i dag kommer i klubben og bl.a. er med i den berømmelige "Kaffeklub" hvor 8-10 personer mødes flere gange ugentligt og drøfter verdenssituationen over en kop kaffe.
"Når man tænker tilbage, var det egentligt utroligt man fik tid til det hele dengang med forretning der lukkede kl. 17.30, derefter hjem og spise, inden den stod på træning kl. 18.30 to gange ugentligt og kamp i weekenden. Men at det gik op i en højere enhed skyldes velvillighed fra flere sider - ikke mindst fra Jane, der stod klar med maden og en pakket fodboldtaske", så jeg hurtigt kunne komme afsted igen", smiler John Milo Christiansen, der altid har været kendt som en festlig og altid glad person, altid klar med en frisk bemærkning.
"Nu glæder jeg mig til HB Køge begynder at spille på Køge Idrætspark. Jeg og René Unger fra klubben er blandt de personer der har meldt sig til tjeneste med at hjælpe klubben med bl.a. opsætning af bandereklamer på det nye stadion - en opgave der koordineres af Bruno Zingg fra Herfølge", fortæller John Milo Christiansen, der i dag også holder meget af lange gåture og cykelture - og et par gode ferierejser hvert år.
Tilnavnet Milo fik han allerede som 7-8 årig da familien boede på Flindts Vænge. Vi spillede jo fodbold altid, og så at sige alle havde et tilnavn. Jeg blev så kaldt "Milano" efter italiensk fodbold som var "in" dengang - det fik de så kortet ned til Milo der også var nemmere at udtale. Det navn har hængt på mig siden da", griner John Milo Christiansen.
