Nu kunne der snart ikke presses flere navne ind på plakaten til sommerens Haslev Festdage. Men jo, Johnny Eickworth har alligevel lige rystet et ekstra par esser ud af ærmet:
Lørdag 15. juni klokken 13.00 går Hugo Helmig nemlig på scenen.
Den oplagte oplysning om 20-årige Hugo Helmig er, at han er søn af det danske pop-ikon Thomas Helmig; og så blev 2018 et år, der for alvor satte Hugo Helmig på lystavlen.
Han modtog to Gaffa-awards og Politikens iByen-pris - og hans debut-single »Please don't lie« har ligget nummer ét flere uger i træk. Hans seneste single »Wild« er allerede blevet spillet flere end fem millioner gange.
Et par timer senere, lørdag 15. juni klokken 18.00, går John Mogensen på scenen - næsten. Rasmus Bjerg med band indtager scenen som John Mogensen.
Dén Rasmus Bjerg, der har spillet cirkusdirektør i Cirkus Summarum i en lang årrække, haft et utal af roller i danske film og serier - og som altså i 2018 personificerede hele Danmarks John Mogensen i portrætfilmen om den folkekære sanger, der døde i 1977.
Mon ikke der bliver sunget med på både »Så længe jeg lever« og på Helmigs »Please don't lie«?
Med offentliggørelsen af Bro og Mika/Tobia, der spiller på lille scene klokken 17.15 lørdag 15. juni, og som er nogle af de mest downloadede artister i 2018, er det fulde program for festdagene på plads.
Billetter til Haslev Festdage kan købes på Haslev Festdages hjemmeside, i Meny i Faxe, Rønnede og Haslev og i SuperBrugsen i Haslev og Dalby.
Det er også på Haslev Festdages hjemmeside www.haslevfestdage.dk du finder det samlede program for weekenden.